Unikt fællesskab i naturen: - Der er nogle af dem, der lyser i dag

Otte kvinder og en naturvejleder har brugt seks uger på at komme tættere på sig selv, hinanden og naturen i Røsnæs.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Morgengymnastik, en kop kaffe og en snak om, hvordan de har det. Sådan er hver onsdag i seks uger startet for en flok kvinder i naturen ved Røsnæs.

Og det helt centrale er netop naturen.

- I dag lever vi jo rigtig meget med en skærm foran os og meget fokuseret opmærksomhed. Når du kommer herud, så har du jo 180 grader. Dine sanser bliver påvirket af vind og vejr, du lytter og dufter, siger Dorthe Pedersen, der er naturvejleder og tovholder på projektet.

quote Det har betydet så meget. Jeg har selvfølgelig også rigtig mange gode mennesker omkring mig, som hjælper, men det her har givet et ekstra pust og en lyst til at leve igen

Kirsten Petersen, deltager "Natur-lige fællesskaber i Kalundborg"

Det er LOF Nordvestsjælland og Kalundborg Kommune, der er gået sammen om projekt ‘’Natur-lige fællesskaber i Kalundborg”. Kvinderne har blandt andet lavet mad over bål, smagt på naturens egne råvarer og hjulpet hinanden med det, der er svært.

Formålet er da også at skabe et fællesskab i naturen for nogle af dem, der har været ekstra isolerede under coronaen.

Artiklen fortsætter under videoen

Særligt isolerede under corona har i Kalundborg haft mulighed for et særligt fællesskab i naturen

Har haft stor betydning

En af dem, der har været ekstra isoleret, er Kirsten Petersen. Hendes mand døde i januar og for hende har “Natur-lige fællesskaber” haft en afgørende betydning.

- Det har betydet alverden. Det har betydet så meget. Jeg har selvfølgelig også rigtig mange gode mennesker omkring mig, som hjælper, men det her har givet et ekstra pust og en lyst til at leve igen, fortæller Kirsten Petersen.

- Der er jo nogle af dem i dag, der lyser helt vildt. Jeg bliver helt rørt. Nogle af dem, de var triste, rigtig triste, lyder det fra Dorthe Pedersen.

Kirsten Petersen er ikke i tvivl om, at det er naturen, der har haft den store indvirkning på, hvordan hun har det i dag.

- Det at komme i kontakt med naturen igen, det giver altså en noget herinde i hjertet – eller mellem ørerne, eller hvor det nu sidder - man får en ro, siger Kirsten Petersen.

Dorthe Pedersen har også haft hold på Asnæs og Reersø. Projektet skal nu evalueres for at se, om der skal være flere hold.  

Kvinderne har planer om fortsat at mødes i naturen, selvom de seks uger er nået til vejs ende. 

Læs også
Nu åbner legestue for fædre
Læs også
Nu åbner legestue for fædre

Nyhedsoverblik