¨

Udligning sender penge til Kalundborg - skal bruges på renovering og normering

Martin Damm (V) er umiddelbart positiv over for, at Kalundborg ser ud til at få mest med den kommende udligningsreform. Foto: Emilie Grav - TV2 ØST

Hvis Kalundborg Kommune får flere penge med den kommende udligningsreform, vil borgmester Martin Damm (V) bruge dem på normering og vedligeholdelse.

Når regeringen torsdag vil fremlægge sit udspil til en udligningsreform, der skal fordele pengene mellem kommunerne, ser det ud til, at Kalundborg Kommune bliver blandt de kommuner, der får den største bid af kagen.

Ifølge statsminister Mette Frederiksen (S) bliver det Gentofte kommune, der kommer til at afgive flest penge, imens Kalundborg Kommune er blandt de kommuner, der kommer til at score den største gevinst.

Umiddelbart er jeg positiv, men mit problem er, at jeg ikke rigtig ved, hvad jeg får

Martin Damm (V), borgmester i Kalundborg Kommune

Borgmesteren i den Nordvestsjællandske kommune er dog stadig lidt tilbageholden med den store begejstring:

- Umiddelbart er jeg positiv, men mit problem er, at jeg ikke rigtig ved, hvad jeg får, for det kan vi ikke få at vide, siger borgmester i Kalundborg Martin Damm (V).

- Så skal man huske på, at det er et udspil. Det har vi jo set før - det havde den tidligere regering også, og der var vi også dem, der skulle have mest. Men der kom jo aldrig en aftale i Folketinget, og derfor fik vi ingenting.

Vedligeholdelse af kommunale veje og bygninger

Først når udspillet bliver endeligt fremlagt, får kommunerne at vide, om de hører til i den eller anden ende af skalaen. Borgmester Martin Damm har dog allerede gjort sig overvejelser om, hvad han vil bruge pengene til.

- Forudsat at de får lavet en aftale, og at kommunerne må bruge pengene, har vi da nogle ting, vi gerne vil gøre noget ved. Vi har noget vedligeholdelsesefterslæb på veje og bygninger. Det kunne vi da godt tænke os at gøre i bedre stand, siger Martin Damm.

Vi har noget vedligeholdelsesefterslæb på veje og bygninger

Martin Damm (V), borgmester i Kalundborg Kommune

Men burde I ikke i højere grad bruge pengene på kernevelfærd, der kommer borgerne til gode?

- Det er også kernevelfærd at få en skole, der er i en ordentlig stand, hvor der er nogle moderne faciliteter.

Vil også bruge penge på minimumsnormeringer

Pengene fra en ny udligningsreform skal dog ikke udelukkende anvendes på renovering og istandsættelse af veje og kommunale bygninger.

- Hvis regeringen får gennemført det her med minimumsnormeringer, så har vi et stykke op til det, og det får vi ikke penge til fra regeringen, så der ville også være et hul, hvor vi skulle spare på skoler og ældrepleje, hvis vi skulle gennemføre det. Det er også et sted, hvor vi kan bruge pengene. Jeg tror ikke vi løber tør for idéer til, hvad man kan bruge pengene til. Vi løber nok tør for penge inden da, siger borgmester Martin Damm.

Han påpeger, at regeringen i Finansloven har vedtaget, at de over tid vil lave minimumsnormeringer, hvor de sætter nogle penge af til kommunerne.

- Men pengene løber ikke nødvendigvis hen til den kommune, der har udgiften, siger venstreborgmesteren.

Vestsjælland, Sydsjælland og Lolland-Falster har samme problemer

Hvorfor det lige er Kalundborg Kommune, der lander blandt kommunerne med størst gevinst, mener borgmesteren hænger sammen med kommunens geografiske placering og socioøkonomiske udfodringer.

- Hele Vest- og Sydsjælland og Lolland-Falster har jo nogenlunde de samme udfordringer. Vi har de her socialøkonomiske udfordringer med flere borgere uden for arbejdet og mange førtidspensionister. Vores befolkning bliver ikke lige så gamle som andre og har flere sundhedsproblemer. Det er Kalundborg også en del af, siger Martin Damm.

Vores befolkning bliver ikke lige så gamle som andre og har flere sundhedsproblemer

Martin Damm (V), borgmester i Kalundborg Kommune

I stedet for kun at kigge på befolkningssammensætningen, vil regeringen også se på den gennemsnitlige levealder. For der er stor forskel på helbredet hos en 85-årig i eksempelvis Lolland Kommune og i Nordsjælland.

Målet for regeringen er at få især Venstre med i en aftale over midten.

- Venstre har traditionelt sine rødder i nogle af de kommuner i landdistrikterne, som jeg tror vil se på vores udspil med positive øjne, siger statsministeren til avisen Danmark.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App