Tusindvis af kunder skal koge vandet

Omkring 6.000 kunder i Kalundborg skal koge deres drikkevand på grund af et bakteriefund.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

En stor del af kunderne hos Kalundborg Forsyning skal koge deres vand, før de indtager det. 

Det skyldes, at der er fundet et indhold af bakterier i en vandprøve, som overskrider grænseværdierne for drikkevand.

quote Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, og vi gør alt for at finde forureningskilden

Line Kromann, forretningsdirektør, Kalundborg Forsyning.

Der er ifølge forsyningsselskabet tale om små værdier, men dog i en mængde, der ikke må være i drikkevand. 

Kogeanbefalingen omfatter cirka 6.000 ejendomme i et større område i Kalundborg, oplyser Line Kromann, der er forretningsdirektør i Kalundborg Forsyning. 

Årsag er ukendt

Årsagen til forureningen af drikkevandet er endnu ikke fundet.

- Vi er i gang med kildeopsporing og ophæver selvfølgelig kogeanbefalingen igen, så snart vi har friske og rene vandprøver, siger Line Kromann til TV2 ØST.

Varslet om forurenet drikkevand gælder for de områder, der er markeret med rødt.
Varslet om forurenet drikkevand gælder for de områder, der er markeret med rødt. Foto: Kalundborg Forsyning

Det kræver ifølge forretningsdirektøren to på hinanden følgende rene vandprøver, før man kan ophæve varslet. 

Da der bliver taget vandprøve én gang i døgnet, gælder kogeanbefalingen som minimum i to døgn.

Forureningen udløser nu et større arbejde med at orientere de berørte kunder, fortæller Line Kromann.

Rammer erhvervsdrivende

Forsyningsselskabet har udsendt en pressemeddelelse på deres hjemmeside og sender sms'er på både dansk og engelsk til deres kunder. 

Derudover er der en liste med såkaldte følsomme kunder, som forsyningsselskabets medarbejdere ringer til for at orientere om forureningen og kogeanbefalingen. 

De følsomme kunder tæller ifølge forretningsdirektøren eksempelvis offentlige institutioner og erhvervsdrivende som frisører og restauranter.

- Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, og vi gør alt for at finde forureningskilden og begrænse forureningen, siger Line Kromann. 

Kunder, som får vand fra Svebølle, Kærby, Løgtved og Sejerø samt private vandværker, er undtaget kogeanbefalingen. 


Nyhedsoverblik