Tre mænd varetægtsfængslet efter vild biljagt

Tre mænd er blevet varetægtsfængslet frem til 1. november, efter en dramatisk biljagt onsdag, der bragte andre i fare.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En dramatisk biljagt rystede onsdag eftermiddag flere vidner, der kunne se politet jage en sort Renault over en strækning på 50 kilometer - fra Holbækmotorvejen mellem Roskilde Vest og Grevninge og mod Kalundborg, hvor jagten sluttede i Bregninge, og tre mænd blev anholdt.

Og de tre mænd er torsdag eftermiddag blevet varetægtsfængslet frem til 1. november, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Fanget af nummerpladescanner

Biljagten startede, da politiets nummerpladescanner omkring klokken 17.30 onsdag spottede en bil, der var efterlyst i forbindelse med et indbrud i Slagelse.

Der var tale om en sort Renault personbil, der var udstyret med stjålne nummerplader. Føreren af bilen ønskede ikke at standse, da politiet gav tegn - og bilen ræsede i høj hastighed mod Kalundborg.

Kastede ting mod politiet

Og det var et rent held, at ingen kom til skade under biljagten.

Undervejs kastede personer i bilen nemlig værktøj og andre ting efter politiet i et forsøg på at ryste dem af, ligesom bilen kørte mod kørselsretningen på en del af Skovvejen ved Bregninge, inden den blev bragt til standsning.

Det førte til flere farlige situationer, hvor andre biler måtte trække helt ud i rabatten for at undgå at blive ramt. Flere biler kunne dog ikke undgå den hidsige Renault, og en politibil fik også knust forruden, da den blev ramt af ting kastet fra bilen. En politimand måtte efterfølgende til behandling for glassplinter i øjnene.

Biljagten endte i en rundkørsel på Skovvejen ved Bregninge kl. 1750, hvor det lykkedes politiet at påkøre den stjålne bil. To politibiler blev beskadiget som følge af jagten.

De  tre mænd er sigtet for ulovlig kørsel, uansvarlig kørsel og for besiddelse af narkotika.

 


Nyhedsoverblik