Strandet delfin skal undersøges af Naturhistorisk Museum

Delfinen, der i weekenden strandede ved havnen i Havnsø, skal nu bringes ind til undersøgelse på Statens Naturhistoriske Museum i København.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den er af arten Delphinus Delphis, også kendt som helt almindelig delfin. Men ikke desto mindre vil Statens Naturhistoriske Museum nu gerne have en strandet delfin til undersøgelse.

Adjunkt ved Evolutionary Genomics på Statens Naturhistoriske Museum, Morten Tange Olsen, siger, at de er meget interesseret i havdyret.

- Alle dyr, der strander, udover marsvin, spættet sæl og gråsæl, er vi meget interesseret i at få ind til nærmere undersøgelser, siger han til TV ØST.

Kan muligvis udstilles

Morten Tange Olsen siger, at de gerne vil undersøge, hvorfor delfinen er strandet, og ligeledes om den har haft nogle sygdomme.

Derudover gemmer man delfinens skelet og kranie, samt DNA-prøver, til fremtidig forskning og måske endda udstilling på sigt.

- Det eneste, vi ikke gør, er at spise kødet, siger Morten Tange Olsen og griner.

Og apropos spise kødet, så kan man se på billederne af den strandede delfin, at andre dyr har været godt i gang med netop det.

Strandede dyr bliver almindeligvis spist

Ifølge hvalforsker Carl Kinze, så er det ikke ualmindeligt, at strandede havdyr bliver spist af.

- Det ser voldsomt ud, men man finder faktisk marsvin rundt om, der ser ud på lignende vis. Det er almindeligt tæring. Altså er det måger og andre dyr, som har nippet af den, efter den er skyllet op. Så det er ikke ualmindeligt, siger Carl Kinze til TV ØST.

Han gør det klart, at der ikke er tale om hverken hajer eller spækhuggere.

- Hvis det havde været en spækhugger, havde den slugt den i én mundfuld. Og det er heller ikke en haj, siger han.

Ikke afhentet endnu

Delfinen ligger endnu på stranden, men det er ikke med Morten Tange Olsens gode vilje.

- Jeg har forsøgt uden held at få fat på Naturstyrelsen, da det er dem, som skal hente delfinen. Men det er klart, vi gerne skal have den ind snart, siger han.

Normalvis ville man sørge for at hente strandede dyr, så snart man registrerer, de er strandet. Men eftersom, det er sket i weekenden, så kan der gå længere tid.

Kuratoren fra Statens Naturhistoriske Museum siger dog, at den skal hentes, og at den ikke får lov at ligge og rådne op eller blive spist færdig.


Nyhedsoverblik