Spritbilist fik peberspray

Politiet måtte søndag aften bruge peberspray, da de ville anholde en spiritusbilist, der var kørt i grøften uden for Kalundborg.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 50-årig alkoholpåvirket mand fra Korsør var mandag aften uheldig at køre i grøften på Jorløse Byvej ved Jerslev Sjælland uden for Kalundborg. Lige så uheldigt var det dog for manden, at politiet valgte at komme ham til undsætning omkring klokken 22.

Da politiet så bilen i grøften, kunne de se, at føreren prøvede at få den op. Men hjulene snurrede blot rundt, og bilen blev i grøften. Da politiet gik hen til den 50-årige mand, kunne de dog hurtigt slå fast, at manden var kraftig påvirket af alkohol.

Politiet ville derfor anholde manden, men den 50-årige blev siddende i bilen og holdt fast i rattet.

- Han ville ikke ud af bilen. Han holdt bare fast i rattet og stemmede imod med benene, siger Martin Bjerregaard, der er kommunikationsmedarbejder i Midt- og Vestsjællands Politi.

Måtte bruge peberspray
Politiet forsøgte flere gange at få manden til at komme ud af bilen, men uden held. Derfor blev politiet til sidst nødt til at bruge peberspray på manden. Da manden kom ud af bilen, var han stadig så voldsom, at betjentene måtte lægge ham i håndjern.

- Det er noget anderledes måde at fange en spiritusbilist på, siger Martin Bjerregaard fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Den anholdte fik taget en blodprøve, det skal vise hvor høj alkoholpromillen var. Manden bliver også sigtet for at modsætte sig en anholdelse.


Nyhedsoverblik