Slagteri og pølsefabrik hårdt ramt af corona - står til at miste flere millioner kroner

Mange smittede på samme tid tvang Hvidebæk Slagteri og Pølsefabrik ved Kalundborg i knæ mellem jul og nytår. De måtte helt stoppe produktionen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er normalt fuld gang i de skarpe slagterknive hos Hvidebæk Slagteri i Jerslev mellem Kalundborg og Gørlev. 

Men sådan har det ikke været de seneste par uger. Kort før jul blev slagteriet med tilhørende pølsefabrik nemlig hårdt ramt af coronasmitte blandt de ansatte.

quote Vores leverandører er i den samme pressede situation

Christian Rindbøl, Hvidebæk Slagteri

- Vi fik 22 tilfælde på tre dage, og det er så stor en del af arbejdsstyrken, at det lagde os ned, fortæller Christian Rindbøl, der arbejder i administrationen hos Hvidebæk Slagteri, hvor cirka 75 personer er ansat.

Faktisk har det vestsjællandske slagteri været nødt til at slukke lyset og låse døren mellem jul og nytår, hvor produktionen har stået helt stille.

- Når man slagter og skærer ud, kan alle mand jo ikke stå ved alle pladser. Og hvis der ikke er slagtere, er der heller ikke noget at skære ud, og så kommer der heller ikke noget ned til vores pølsefabrik, så den har også været lukket, forklarer Christian Rindbøl.

Høje smittetal

Indtil de mange smittetilfælde i denne omgang havde Hvidebæk Slagteri, ifølge Christian Rindbøl, ellers holdt sig fri for den værste smitte. 

Siden epidemiens start i 2020 var blot seks ansatte konstateret positive med covid-19.

Men i december 2021 bød smittetallene på den ene rekord efter den anden – og ikke de gode af slagsen. I begyndelsen af december var Kalundborg Kommune faktisk en af de værst ramte kommuner i landet.

Læs også
Corona rammer ældreplejen: - Vi er pressede
Læs også
Corona rammer ældreplejen: - Vi er pressede

Ifølge Christian Rindbøl er indtrykket ikke, at de ansatte er blevet smittet på arbejdet.

- Det er lykkedes os at holde det på seks smittede de første 22 måneder. Der har andre arbejdspladser jo været lagt fuldstændigt ned under både den første og delta-varianten. 

- Men vi må bare konstatere, at under omikron-varianten har tiltag, der virkede godt mod både den første og Delta-varianten, været lidt forgæves, siger han.

Artiklen fortsætter under billedet.

Mere end 20 medarbejdere blev konstateret smittet med covid-19 på blot 3 dage.
Mere end 20 medarbejdere blev konstateret smittet med covid-19 på blot 3 dage. Foto: Hvidebæk Slagteri og Pølsefabrik

Omikron-varianten af covid-19 kom til Danmark i slutningen af november, og er i dag den dominerende variant. Intet tyder på, at den giver et hårdere sygdomsforløb, men den er til gengæld mere smitsom end tidligere varianter.

- Man kan sige, at det er held i uheld, at så mange ryger på én gang, fordi det betyder, at så er der også mange, der kommer tilbage på én gang, siger Christian Rindbøl.

Han oplyser desuden, at ingen af de smittede har haft særligt kritiske forløb med sygdommen.

Hårdt økonomisk slag

Ifølge Christian Rindbøl er dagene omkring jul og nytår, hvor maden fylder en del hos danskerne, tæt på det værst tænkelige tidspunkt at måtte holde et slagteri og en pølsefabrik lukket.

- Det er svært at gøre op her og nu, men da vi omsætter for et par hundrede millioner kroner om året, kan man jo selv lave regnestykker. Det bliver til rigtigt mange penge, siger han og tilføjer, at de ikke kan få kompensation for tabt omsætning, men kan få kompensation for udgifter til smittede medarbejderes løn.

Læs også
SSI: Vi kan have vores normale liv tilbage om to måneder
Læs også
SSI: Vi kan have vores normale liv tilbage om to måneder

Hvidebæk Slagteri og Pølsefabrik har både cateringvirksomheder og detailhandlen som kunder, og her har der været forståelse for situationen. 

Det skaber dog en dominoeffekt til begge sider, når kunderne ikke kan få den rette mængde varer, og leverandøren ikke kan komme af med sine grise.

- Vores leverandører er i den samme pressede situation, fordi de får at vide, at de ikke skal komme med nogen grise, for vi kan ikke gøre noget med dem, forklarer Christian Rindbøl.

I 2018 besøgte TV2 ØST Hvidebæk Slagteri og Pølsefabrik i programserien 'Fabrikken'. Se indslaget her:

Hvordan laver man en rød pølse? Hvilket noget kød bruger man til pølsen? Og er den røde farve egentlig kunstig? Det og meget mere bliver vi klogere på, når vi i Fabrikken besøger Hvidebæk Slagteri og Pølsefabrik i Jerslev lidt udenfor Kalundborg.

De første smittede medarbejdere er allerede vendt tilbage til arbejdet, og de resterende vender drypvis tilbage i løbet af de kommende dage, alt efter hvornår deres symptomer ophører, så deres isolation må brydes.

Christian Rindbøl forventer, at Hvidebæk Slagteri og Pølsefabrik er tilbage i normal drift i slutningen af ugen.


Nyhedsoverblik