Skolebestyrelse og lærere ønsker mere rengøring under coronavirus

Lærere og skolebestyrelse på Høng Skole savner mere rengøring under coronapandemien. Kalundborg Kommune har som den eneste i landsdelen skruet ned for coronarengøringen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Rengøringen på Høng Skole kunne være bedre, mener både skolebestyrelsen og lærere.

Skolebestyrelsesformand Bo Christiansen viser blandt andet, hvordan ruden på en af skolens indgangsdøre viser tegn på, at masser af fingre har rørt ved den.

- Jeg kan se fingeraftryk helt herop. Hele overfladen kan være inficeret, og der bliver ikke gjort noget ved det, siger han.

quote Vi har både personale og elever, som er i risikogruppen

Bo Christiansen, skolebestyrelsesformand, Høng Skole

Skolebestyrelsen er ikke tilfreds med rengøringen normalt, men lige nu mener de, det er endnu vigtigere med god og hyppig rengøring.

 - Vi har både personale og elever, som er i risikogruppen, fortæller Bo Christiansen, der også er far til tre elever på skolen.

Kommune har skruet ned for rengøringen

Fælles kontaktfalder er en af smittevejene for covid-19, og rengøring er et af midlerne mod smitten. Men Kalundborg Kommune har som den eneste kommune i landsdelen skruet helt ned for den ekstra rengøring, der var i foråret. Det er kun kommunens specialtilbud, der stadig får gjort ekstra rent hver dag.

- Jeg synes, det er pinligt, at vi er den eneste kommune i hele regionen, som ikke har det her, for vi kan jo se, hvad der sker på andre skoler i andre kommuner, hvor stærkt det kan gå, siger Bo Christiansen.

Jeanette Lykke Svenningsen
Læs også
Disse kommuner gør ekstra corona-rent på skoler og i daginstitutioner
Jeanette Lykke Svenningsen
Læs også
Disse kommuner gør ekstra corona-rent på skoler og i daginstitutioner

Lærerne på skolen ønsker også mere rengøring af kontaktflader, ligesom der var i foråret, da skolerne genåbnede.

- Jeg bliver ofte spurgt af bekymrede kolleger, som synes, det er mærkeligt, at vi ikke har øget rengøring, når nu smittetallene har været stigende. De er bekymrede, fordi de føler, vi er tæt på børnene, siger Charlotta Lemark, som er arbejdsmiljørepræsentant på Høng Skole.

Arbejdsmiljørepræsentant, Charlotta Lemark får ofte henvendelser fra lærere, der ønsker mere rengøring af kontaktflader
Arbejdsmiljørepræsentant, Charlotta Lemark får ofte henvendelser fra lærere, der ønsker mere rengøring af kontaktflader Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

Direktør: Vi følger retningslinjerne

Da skoler og dagtilbud genåbnede i foråret, lød Sundhedsstyrelsens retningslinjer på rengøring af kontaktflader to gange om dagen. I sommer blev de lavet om, så skolerne pr. 1. august blot skulle gøre kontaktflader rent minimum én gang om dagen.

quote Jeg bliver ofte spurgt af bekymrede kolleger, som synes det er mærkeligt, at vi ikke har øget rengøring, når nu smittetallene har været stigende

Charlotta Lemark, arbejdsmiljørepræsentant, Høng Skole

Og i Kalundborg Kommune er rengøringen derfor skruet ned til én daglig rengøring på skoler og i daginstitutioner.

- Selvom der kommer mange retninsglinjer hele tiden, så har vi fulgt de retningslinjer, og de gældende retningslinjer er, at det er minimum én gang om dagen, siger Michael Gravesen, som er direktør for børn og ungeområdet i Kalundborg Kommune.

Lærerne siger, de føler sig utrygge. Var det ikke værd at lytte til dem og skrue op for rengøringsniveauet?

- Jo, og vi anerkender fuldstændig oplevelsen, men vi følger jo de nationale retningslinjer, og det er dem, vi læner os op ad.

quote Vi anerkender fuldstændig oplevelsen, men vi følger jo de nationale retningslinjer, og det er dem, vi læner os op ad

Michael Gravesen, direktør for børn og ungeområdet, Kalundborg Kommune.

Er det et spørgsmål om penge?

- Nej, det er ikke et spørgsmål om penge. Vi er selvfølgelig optaget af at have en sundhedsmæssig, forsvarlig tilgang og også en robust økonomi og en faglighed både i år og næste år, men vi følger de nationale retningslinjer i forhold til rengøringen, siger Michael Gravesen.

Kalundborg kommune følger retningslinjerne, siger Michael Gravesen, direktør for Børn- og ungeområdet i Kalundborg Kommune
Kalundborg kommune følger retningslinjerne, siger Michael Gravesen, direktør for Børn- og ungeområdet i Kalundborg Kommune Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

Skolebestyrelse efterlyser sund fornuft

På Høng Skole så man dog gerne, at kommunen skruede op for rengøringen af kontaktflader igen. Ligesom det eksempelvis er blevet gjort i Sorø Kommune, hvor man også var gået tilbage til én daglig rengøring efter sommerferien, men nu er oppe på to igen.

- Ét er, hvad myndighederne siger, noget andet er sund fornuft. Det er fint nok, at vi følger sundhedsmyndighederne, men vi skulle også gerne gøre noget mere for at sikre vores børn og personale, siger skolebestyrelsesformand Bo Christiansen. 


Nyhedsoverblik