Nyhedsoverblik

Rallykører udtaget til motorsportens OL

For niende gang kan Kenneth Madsen fra Ruds Vedby kalde sig Danmarksmester i rally.

Lørdag tog han sammen med partneren Mette Felthaus fra Horsens sejren ved Dansk Super Rally 2024 i RC2-klassen i deres Citroën C3.

Det er anden gang, at Kenneth Madsen vinder Dansk Super Rally, som er toppen af poppen inden for dansk rally her til lands.

- Det føles rigtig fedt, siger han.

Med sejren følger en medalje fra Danmarks Idrætsforbund til makkerparret, der kører for holdet Team Glad Sport.

Det er langt fra første gang, at holdet hiver et dansk mesterskab hjem. Det er nemlig tredje gang, at Team Glad Sport, som har til huse i Kalundborg, kan kalde sig dansk mester.

Hvem er Kenneth Madsen?

  • Født i 1989

  • Har kørt rally siden 2008. Samme år blev han årets rallytalent.

  • Efter denne weekend har han vundet ni Danmarksmesterskaber, to sammen med Mette Felthaus i henholdsvis 2022 og 2024.

  • Parret kører en Citroën C3 Rally2.

Med i hatten følger også en eksklusiv udnævnelse for Kenneth Madsen.

Sammen med sin co-driver er han blevet udtaget til FIA Motorsport Games 2024, der løber af stablen i Valencia i slutningen af oktober.

- Det er motorsportens OL. Vi er de første danskere, der er blevet udtaget i rally, så det, synes jeg, er det største for os, siger Kenneth Madsen og fortsætter:

- Det bliver noget af en oplevelse.

FIA Motorsport Games 2024 afholdes den 23. til 27. oktober. I alt deltager 12 danskere i 11 kategorier.

Læs også
Forrygende DM-start for rallykører
Læs også
Forrygende DM-start for rallykører