Politiet træder ind på biblioteket i Gørlev

Fremover kan borgerne i Gørlev rette henvendelse til lokalpolitiet, når de hver tirsdag har base på det lokale bibliotek i et par timer.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Når man går på biblioteket, kan man som regel møde politiet i de bøger, der står i krimisektionen. Og nu kan borgere i Gørlev i Kalundborg Kommune også møde rigtigt, levende politi uden for krimisektionen på det lokale bibliotek.

Fremover vil lokalpolitiet nemlig være til stede på biblioteket hver tirsdag mellem klokken 15 og 17.

- Vi har lavet det her tilbud for at åbne for, at borgerne kan komme til os i deres nærmiljø. De kan komme til os med anmeldelser af simple tyverier, eller for at få vejledning til for eksempel at finde sin straffeattest. Man kan altid komme og vende det med os, hvis man oplever problemer, fortæller Lisbeth Pedersen, politiassistent i Midt- og Vestsjællands Politi.

Giver tryghed

Og det glæder blandt andet Gitte Hansen, der bor i byen. Hun mødte op tirsdag for at få en snak med politiet om nogle personer, der sidder og drikker i det lokale busskur, og som gør at ældre og andre borgere ikke kan få lov at sidde ned og vente på bussen.

- Det er rart, at man kan se dem i byen. Det er jeg sikker på kan have stor indflydelse på trygheden i byen, siger hun.

Og selvom en enkelt borger blev skræmt over pludselig at se en politibetjent i fuld uniform blandt bøgerne på biblioteket, så regner politiassistent Lisbeth Pedersen med, at det nye tiltag virkelig kan hjælpe borgerne.

- Vores primære opgave er at hjælpe borgerne, og for nogen kan det være langt at køre hele vejen til Kalundborg, hvis de skal snakke med politiet. Derfor vil vi gerne yde dem den her service og rykke tættere på.


Nyhedsoverblik