Politiet søger vidner: Unge piger udsat for seksuelle tilråb fra mænd

En gruppe mænd er kommet i politiets søgelys efter at have chikaneret to teenagepiger i Kalundborg.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

To teenagepiger fra Kalundborg fik sig en mærkelig oplevelse onsdag eftermiddag, da en gruppe voksne mænd henvendte sig med kommentarer, som var langt under bæltestedet.

Gruppen var kørende i en lyseblå personbil. Omkring klokken 13.30 standsede de foran de to veninder, rullede vinduerne ned og begyndte at stille seksuelle spørgsmål til de 13-årige piger.

Mændene blev siddende i køretøjet, da de råbte til pigerne. De kørte fra stedet umiddelbart efter.

Det oplyser pressemedarbejder i Midt- og Vestsjællands Politi Martin Bjerregaard.

Efterlyst

Moren til den ene pige blev informeret om hændelsen få minutter efter. Hun alarmerede politiet med det samme. 

Derfor leder Midt- og Vestsjællands Politi nu efter mændene og bilen for at undersøge, om der er grundlag for en straffesag.

Der er tale om 3-4 mænd i 20 års-alderen med anden etnisk oprindelse end dansk. Mændene talte engelsk og kørte i en lyseblå personbil.

Har du oplysninger i sagen, kan politiet kontaktes på telefon 1-1-4.


Nyhedsoverblik