Politiet ser på bestemte grupperinger efter ny skudepisode

Borgere kalder søndagens eftermiddagsskyderier på Klosterparkvej i Kalundborg for frygteligt, utrygt og skræmmende.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I Allan Hansens Rema 1000-butik på Klosterparkvej i Kalundborg gik snakken blandt kunderne mandag ikke på butikschefens fristende tilbud. 

Den gik i stedet på et langt mere alvorligere emne: Søndagens skudepisode få hundrede meter væk fra butikken. 

quote Hvis nogle ved, hvad det drejer sig om, vil vi rigtig gerne høre fra dem

Svend Larsen, politiinspektør, Midt- og Vestsjællands Politi

Her blev mindst fem skud affyret omkring klokken 17.00, og efterfølgende så vidner to biler køre væk fra området. 

Den ene bil stoppede politiet kort tid efter i Stigs Bjergby ved Holbæk, hvor fire personer af anden etnisk herkomst end dansk i alderen 19 til 30 år blev anholdt og senere løsladt igen.

- Det er dagens emne, det er der ingen tvivl om. Det fylder noget, siger Allan Hansen. 

Butikschefen bakkes op af kunder og borgere ude på parkeringspladsen, der bruger ord som forkasteligt, skræmmende, frygteligt, uhyggeligt og utrygt om skyderiet, der ikke fandt sted i bælgravende mørke, men i eftermidagens sidste time og på en offentlig vej. 

Skyderiet har skabt utryghed blandt borgerne i området. Artiklen fortsætter under videoen.

 

Ikke Hr. og Fru Danmark

Klosterparkvej spiller også en central rolle i en anden skudepisode, der fandt sted sidste år, hvor der blev skudt mod en kvinde i en bil foran Slagelse Sygehus. Sagen er i disse dage for retten i Næstved, hvor de tre tiltalte mænd er fra netop Klosterparkvej. Under retssagen er det kommet frem, at der netop nu verserer en konflikt i området.

Læs også
Anklager: GPS skjult på bil inden ung kvinde blev beskudt
Læs også
Anklager: GPS skjult på bil inden ung kvinde blev beskudt

For 14 dage siden blev der så skudt i Ladegårdsparken i Holbæk, og politiet vil ikke afvise, at skyderierne kan have en sammenhæng. Derfor ser politiet særligt på de kriminelle grupperinger, det ved findes i Holbæk og Kalundborg.

- Det her er jo ikke Hr. og Fru Danmark, som kører ud og skyder efter hinanden. Det er en nærliggende tanke, at der kan være nogle grupperinger, som vi kender i forvejen, der kunne være involveret. Men det er for tidligt for os at sige, om det er rigtigt, eller om der er sket noget helt andet derude (på Klosterparkvej, red.), siger politidirektør hos Midt- og Vestsjællands Politi Svend Larsen.

Efterforsker massivt

Det forlyder, at der også blev affyret skud lørdag, hvilket Svend Larsen bekræfter også at have hørt.

Artiklen fortsætter under billedet.

Her foregik søndagens skyderi på Klosterparkvej i Kalundborg. 
Her foregik søndagens skyderi på Klosterparkvej i Kalundborg. 

- Men det er ikke noget, der er kommet ind som en information til politiet. Og der er det vigtigt at sige, at hvis man ved noget, og om der eventuelt er sket mere, så kom til politiet. 

Kan du sige, hvilke grupperinger I kigger på?
- Nej, det kan jeg ikke. Det er en efterforskning, som er igang i øjeblikket, men det er klart, at vi kigger på nogle, der findes i politikredsen, uden at lægge os fast på noget, men stadig efterforske bredt.

Ved du, hvad konflikterne i Klosterparkvej handler om?
- Det kan jeg ikke sige noget om på nuværende tidspunkt. Men hvis nogle ved, hvad det drejer sig om, vil vi rigtig gerne høre fra dem, for vi efterforsker massivt for at få fat på dem, der har gjort det, siger Svend Larsen.

Politiet har fundet fem afskudt patronhylstre i området omkring Klosterparkvej, men har ikke modtaget meldinger om ramte personer, ligesom der heller ikke er fundet indikationer på skud på hverken bygninger eller biler i området. Ved anholdelsen af de fire personer blev der fundet en kniv, men ingen skydebåen. 


Nyhedsoverblik