Politi om større aktion i Kalundborg: Vi holder øje med en gruppering

Politiet foretog tidligere i dag, torsdag, en større politiaktion i Kalundborg. Det er en gruppering i området, som politiet holder særligt øje med

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Otte adresser i Kalundborg blev til formiddag ransaget af politiet ved en større politiaktion.

Det er en politiaktion, som trækker tråde tilbage til både en lignende aktion i december sidste år og en skudepisode i januar i år. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

quote Vi kan sige, at det er nogle grupperinger i Kalundborg som vi selvfølgelig holder gevaldigt øje med

Carsten Andersen, Midt- og Vestsjællands Politi

Men om sagerne er banderelaterede, vil politiet ikke sige noget om.

- Det kan vi ikke udtale os om, om det er. Men vi kan sige, at det er nogle grupperinger i Kalundborg som vi selvfølgelig holder gevaldigt øje med, siger Carsten Andersen, kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi til TV ØST.

Ved aktionen i dag blev tre personer anholdt. Den ene, en 28-årig mand, er sat i forbindelse med drabsforsøg ved skudepisoden i januar. 

Skudepisoden i januar kom som følge af et opgør mellem to grupperinger af unge på Klosterparkvej.

Det var den 3. januar, at en 20-årig mand fra Roskilde blev ramt af skud. Han blev opereret men var uden for livsfare. Flere personer blev anholdt efter skudepisoden, og nogle blev løsladt, men efterforskningen pågår endnu. 

Den 28-årig mand vil blive fremstillet i morgen, fredag, i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling.

Giver reaktioner i det kriminelle miljø

De øvrige personer, en 28-årig mand og en 23-årig mand, blev anholdt for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Politiet fandt hash, kokain, dopingmidler og en peberspray hos de anholdte. 

Politiet betegner det selv som en større aktion, som de er sikre på, giver reaktioner i det kriminelle miljø.

- Der er ingen tvivl om, at de kriminelle bliver usikre, når politiet dukker op på den facon, siger Carsten Andersen.

Men en anden og ligeså vigtig effekt er trygheden, som det kan skabe i lokalmiljøet.

De almindelige borgere, som ikke har spor imod at politiet dukker op rundt omkring, de bliver forhåbentlig mere trygge ved det her, fordi de kan se at politiet er tilstede og gør en indsats, siger Carsten Andersen.

Overblik: