Politi om dronningebesøg: Alt forløber roligt og festligt

Dronningens besøg i Kalundborg er indtil videre foregået helt uden problemer, oplyser politiet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Mange mennesker vil se Dronningen – og alt er forløbet som det skulle.

Sådan lyder meldingen fra Midt- og Vestsjællands Politi, der står for sikkerheden omkring besøget.

- Der har ikke været problemer under besøget. Der har været rigtig mange borgere på gaderne, og det hele har været roligt og festligt, siger operationsleder Henrik Møller Nielsen til TV ØST.

Han tør ikke sætte tal på, hvor mange der er mødt op for at se Dronningen – men fortæller, at der har været mange.

Kørt rundt i guldkarret

Dronningen har brugt det meste af tirsdagen til at besøge institutioner i og omkring Kalundborg – og er blandt andet blevet kørt omkring i guldkarret. Dagen sluttede med en reception på kongeskibet Dannebrog.

Dagens tilsyneladende mest dramatiske hændelse opstod, da en hest under en af gardehusarerne i optoget stejlede. Ingen kom dog noget til ved episoden, oplyser Sjællandske.

Særlig kommandocentral

Politiet har i anledning af det royale besøg oprettet en særlig kommandostation, der tager sig af at koordinere den omfattende politiindsats under besøget.

Selvom der er mange mennesker involveret, så er alt dog forløbet, som det skulle, siger Henrik Møller Nielsen.

- Der har endnu ikke været kiks – alt ser ud til gå som planlagt, siger han.


Nyhedsoverblik