Politi afspærrer gymnasium - kan være gerningssted for seksuel forbrydelse

Midt- og Vestsjællands Politi undersøger lige nu, om to hændelser kan have forbindelse til hinanden i Kalundborg.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Politiet er onsdag til stede ved Kalundborg Gymnasium, hvor de har afspærret flere områder.

Det oplyser Martin Bjerregaard, der er kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi.

- Klokken 09.30 fik vi en anmeldelse fra gymnasiet om forsøg på indbrud. Der var en rude med to lag glas, hvor det ene lag var knust, og der var blod på glasset, siger Martin Bjerregaard.

Da politiet kom frem til området, blev der fundet forskellige stykker af tøj ved gymnasiet, og derfor er området nu afspærret.

- Det er effekter, der er efterladt, som normalt ikke hører sammen med et indbrudsforsøg eller hærværk.

19-årig råbte på hjælp

Med fundet af tøjet nær skolen er Midt- og Vestsjællands Politi lige nu ved at undersøge, om der er en forbindelse mellem den knuste rude med blodet og en episode, som politiet blev kaldt ud til i nat i det centrale Kalundborg.

- Der var nogle borgere, der hører, at der en, der går og råber på hjælp omkring klokken 04.00 i nat, siger Martin Bjerregaard.

Artiklen fortsætter under billedet:

Politiet modtog onsdag formiddag en anmeldelse om indbrud, da en del af en rude var knust på gymnasiet i Kalundborg.
Politiet modtog onsdag formiddag en anmeldelse om indbrud, da en del af en rude var knust på gymnasiet i Kalundborg. Foto: Jens Nielsen - TV Kalundborg

Politiet fik herefter kontakt til personen, der er en 19-årig kvinde fra Kalundborg. Hun var påvirket af alkohol og gik rundt uden bukser på.

Derudover blødte hun fra hånden.

- Vi prøver at finde ud af, hvad der er sket med hende, men det kan vi ikke rigtigt på det tidspunkt – alkoholen har ikke ligefrem hjulpet på detaljeringsgraden, og da vi ikke kan blive klogere, kører vi hende efter en time hjem til hendes mor.

Undersøges for seksuelt overgreb

Onsdag morgen har den 19-årige og hendes mor henvendt sig til politiet med ønske om, at kvinden skal undersøges for, om hun kan have været udsat for enten et voldeligt eller seksuelt overfald.

Undersøgelserne foretages onsdag af Center for Seksuelle Overgreb. Når undersøgelserne er foretaget, skal hun igen afhøres af politiet, for at komme nærmere, hvad der er sket hende i nat.

- Vi skal have undersøgt, hvad der er årsag til, at pigen er i denne tilstand; at hun er påvirket, blødende fra hånden og uden bukser, siger Martin Bjerregaard.

- Det skal vi så sammenholde med de fund af beklædningsgenstande, vi har fundet ved gymnasiet og den knuse rude. Altså er der en sammenhæng, og I så fald, hvad har hun så været udsat for, siger han og forklarer, at det er derfor, man har spærret af ved gymnasiet. 

Politiet har onsdag fundet tøj i området ved gymnasiet, hvorfor der er afspærringer flere steder.
Politiet har onsdag fundet tøj i området ved gymnasiet, hvorfor der er afspærringer flere steder. Foto: Jens Nielsen - TV Kalundborg

- Er der tale om et voldeligt overfald eller en seksuel forbrydelse, så kan gymnasiet jo være et gerningssted, og derfor er det spærret af for at sikre eventuelle spor, siger Martin Bjerregaard.

- Nu skal vi have kigget på de kameraer, der er i området, og så skal vi se, om hun kan huske, om hun har været på gymnasiet.

Midt- og Vestsjællands Politi ved endnu ikke, om den 19-årige til daglig er elev på Kalundborg Gymnasium.  


Nyhedsoverblik