Paramediciner taler ud

I måneder har Paramedicinerne i Region Sjælland været udsat for hård kritik, fordi de skal afløse læger i regionens akutbiler. Men kritikken har ikke været fair, siger paramedicinerne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Det er godt med debat, men det gør ondt rent fagligt, når det der bliver sagt ikke er sandt. Og jeg må godt behandle børn, siger Henrich Larsen. Han er paramediciner hos Falck i Kalundborg.

Debatten om paramedicinerne eksploderede, da Region Sjælland besluttede at udskifte en broget blanding af akutbiler i Region Sjælland, heriblandt tre lægebemandende biler, med 16 døgnbemandede akutbiler med paramedicinere.

Lægerne advarede blandt andet imod, at paramedicinerne ikke må behandle børn.

- Jeg har en række kompetencer, hvor jeg må behandle børn. Jeg må lægge en nål i armen på et barn, jeg kan hjælpe ved feberkramper, astmatilfælde, afhjælpe luftvejsbesvær og ved genoplivning, kan jeg udføre den avancerede del af genoplivningen på børn, siger Henrich Larsen.

Han kender dog også sin begrænsninger. Blandet andet må han ikke instubere, altså lægge et rør ned i halsen på et barn. Han må heller ikke bedøve folk ned, som en anæstesilæge må.

- Vi kommer aldrig til at kunne det, som en anæstesilæge kan, på ingen måde. Men jeg mener, at vi er et godt løft til den præhospitale indsats, afslutter Heinrich Larsen.

Omlægningen af akutbilordningen sker første marts.


Nyhedsoverblik