Ordblinde børn i Kalundborg får snart mere hjælp i skolen

Ordblinde børn i Kalundborg Kommune skal fremover have mere hjælp i folkeskolen. Til gengæld kan de ikke længere få tilskud til ophold på ordblindeefterskoler.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

17-årige Marie Vesterskov Olsen husker sin tid i folkeskolen i Kalundborg som svær og med megen modgang rent fagligt.

Hun er både ord- og talblind og havde problemer i alle fag. Samtidig fik hun ikke den rette hjælp, mener hun.

- Jeg havde nogle virkelig dårlige lærere. Når man som barn bliver fortalt, at man ikke er god nok, så bliver man stædig og tænker, så gider jeg heller ikke. Der kommer en vrede, fortæller Marie Vesterskov Olsen.

quote Når man som barn bliver fortalt, at man ikke er god nok, så bliver man stædig og tænker, så gider jeg heller ikke

Marie Vesterskov Olsen, ordblind, Kalundborg

Forældrene sendte Marie Vesterskov Olsen på ordblindeefterskole to år i streg. Selvom hun var meget glad for efterskolen og tog kvantespring rent fagligt, så gennemførte hun ikke det sidste år, fordi hun gik ned med angst.

Hun mener selv, nedbruddet skyldtes de mange nederlag i folkeskolen.

- Da jeg fik lov til at slappe af på efterskolen, så blussede det hele op. Jeg kunne føle min krop meget mere. Jeg tror, det var det, der skete.

Politikere vedtager ny ordblindeindsats

Men nu kommer der hjælp til børn som Marie Vesterskov Olsen.

Fremover skal ordblinde børn i Kalundborg Kommune nemlig have mere og bedre støtte til at lære at læse og skrive. En enig kommunalbestyrelse vedtog onsdag aften en ny ordblindeindsats, som gælder fra skoleåret 2021/2022. 

- Jeg er meget glad for, at der er kommet en stor enighed om det, for det er utrolig vigtigt, at ordblinde får nogle bedre muligheder, end det vi har haft hidtil, sagde Karl-Åge Hornshøj Poulsen (V), som er formand for Børn- og Familieudvalget.

Karl-Åge Horsnhøj Poulsen, formanden for Børn- og Familieudvalget i Kalundborg, er glad for den store opbakning til den nye ordblindeindsats.
Karl-Åge Horsnhøj Poulsen, formanden for Børn- og Familieudvalget i Kalundborg, er glad for den store opbakning til den nye ordblindeindsats. Foto: Ida Valsted - TV2 ØST

Ikke plads nok på ordblindekurser

I dag tilbydes ordblinde elever i kommunens folkeskoler blandt andet et såkaldt KIK-kursus (Kvalificerende It-Kursus, red.), men kurset har ikke pladser nok.

I dette skoleår havde 19 elever fået plads på kurset, der varer mellem fire og otte uger. 46 elever måtte nøjes med et tre dages kursus, selvom langt de fleste havde søgt om at komme på det lange.

I den nye ordblindeindsats lægger kommunen op til, at alle skal kunne komme på det lange kursus.

Samtidig skal flere lærere ude på de enkelte skoler opkvalificeres, så de kan hjælpe de ordblinde elever bedre, når de kommer tilbage fra KIK-kurset.

quote Det nytter jo ikke noget, at børn bliver sendt på kurser, og når de så kommer tilbage, så kan lærerne ikke hjælpe dem ordentligt

Marie Vesterskov Olsen, ordblind, Kalundborg

- Det lyder som en rigtig god idé, siger Marie Vesterskov Olsen.

Da hun gik i folkeskole i Kalundborg, kom hun på et af de lange KIK-kurser, men hun oplevede netop, at der ikke rigtig var nogen, der kunne hjælpe hende med at bruge den læse- og skrivestøttende teknologi, LST, som hun havde lært, da hun kom tilbage til sin daværende folkeskole, Raklev Skole.

- Det nytter jo ikke noget, at børn bliver sendt på KIK-kurser, og når de så kommer tilbage, så kan lærerne ikke hjælpe dem ordentligt. Så går det jo ligesom tabt, alt det man har lært, siger Marie Vesterskov Olsen.

Den nye ordblindeindsats

  • ALLE ordblinde skal have mulighed for at komme afsted på et KIK-kursus (Kvalificerende It-Kursus)
     
  • Varigheden af kurset tilpasses den enkelte elevs behov
     
  • I dag gennemføres kurserne kun på Rynkevangskolen i Kalundborg. Fremover vil der også være kurser på en skole i den sydlige del af kommunen
     
  • Flere lærere skal have et kompetenceløft, så de kan understøtte de ordblinde elever, når de kommer tilbage efter et KIK-kursus
     
  • Ordblindeundervisere ansat under Fagcenter for Børn, Læring og Uddannelse i kommunen kan fungere som rejsehold, der giver højt kvalificeret støtte til elever ude på de enkelte skoler.
     
  • Kommunalbestyrelsen har afsat ekstra 1,16 millioner kroner fra skoleåret 2020/2021 til den nye ordblindeindsats, så der samlet er 2,2 millioner kroner årligt at gøre godt med. 
     
  • Kommunens årlige tilskud til ophold på ordblindeefterskoler bortfalder fra skoleåret 2021/2022. (186.000 kr. årligt)
Læs også
Hver fjerde elev i Kalundborg dumper afgangsprøverne: - Det er ikke godt nok
Læs også
Hver fjerde elev i Kalundborg dumper afgangsprøverne: - Det er ikke godt nok

Bekymring for de ældste årgange

Den nye ordblindeindsats i Kalundborg Kommune betyder samtidig, at det tilskud, kommunen hidtil har givet ordblinde unge til et ophold på en ordblindeefterskole, forsvinder.

Det foruroliger Marie Vesterskov Olsens mor, som også sidder i kommunalbestyrelsen.

- Jeg er meget bekymret for, at vi fjerner tilskuddet til ordblindeefterskolerne, inden den her strategi er trådt i kraft. Det vil sige, at vi har de ældste årgange, som jeg godt kan være bekymret for, bliver tabt i den her strategi, sagde Kristine Vesterskov Olsen (S) på kommunalbestyrelsesmødet.

quote Jeg er meget bekymret for, at vi fjerner tilskuddet til ordblindeefterskolerne, inden den her strategi er trådt i kraft.

Kristine Vesterskov Olsen (S), medlem af kommunalbestyrelsen, Kalundborg

Socialdemokraterne og SF håber, at problemet kan blive diskuteret ved budgetforhandlingerne til august, så man kan udsætte nedlukningen af efterskolepuljen et par år til den nye ordblindeindsats er kommet ordentligt i gang.

Efterskoler gør en kæmpe forskel

Marie Vesterskov Olsen går et skridt videre end sin mor. Hun mener nemlig slet ikke, at tilskuddet burde fjernes.

- KIK-kurset virker rigtig godt, men efterskolen gør også bare en kæmpe forskel. Du er blevet det ældre, det mere moden og har fået mere lyst til at lære. Og ja, det er dyrt, men det kan redde et ungt menneske, siger hun.

Marie Vesterskov Olsen har netop bestået 10. klasses afgangsprøve, som hun har taget på FGU (Forberedende Grunduddannelse). Det skete med et 4-tal, et 7-tal, et 10-tal og et 12-tal.

Indslaget herunder er fra februar, hvor TV2 ØST satte fokus på, at hver fjerde elev dumper dansk og matematik ved afgangsprøverne i Kalundborg.

     

Nyhedsoverblik