Opbakning til ny avis

Et helt nyt dagblad for Nordvestsjælland kom et skridt nærmere onsdag aften, da Medieselskabet Nordvestsjælland A/S holdt generalforsamling, skriver Nordvestnyt.dk

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Vi skal levere det avis-indhold, ingen kan undvære, i en helt ny avis, der bygger på skuldrene af både Holbæk Amts Venstreblad og Kalundborg Folkeblad, sagde Medieselskabets formand, Anders Kloppenborg, da generalforsamlingen på Bromølle Kro ved Jyderup onsdag aften vedtog nye vedtægter, der skal gøre nyskabelsen mulig.

Der var massiv opbakning på mødet til den nye avis, som til september skal træde i stedet for de to dagblade - Holbæk Amts Venstreblad og Kalundborg Folkeblad.

Men selv om ingen af de 50-60 aktionærer stemte imod de nye vedtægter, bliver det nødvendigt med en ekstraordinær generalforsamling, for en vedtægtsændring kræver, at mindst 2/3 af aktiekapitalen er repræsenteret, og det var ikke tilfældet.

Ifølge de nye vedtægter skal selskabet »udgive et lokalt dagblad med en frisindet, radikal og liberal redaktionel linje i pagt med de traditioner, som har været gældende for dagbladene Holbæk Amts Venstreblad og Kalundborg Folkeblad«.

Medieselskabets administrerende direktør Mogens Flyvholm understregede, at der ikke er tale om en fusion af de to gamle aviser, men etablering af en helt ny avis.

- Som oplaget siver, er vi simpelt hen nødt til at levere noget andet end det, vi plejer, konstaterede han og bebudede en mere skarp journalistik på læsernes vegne - med en meget stærk lokal forankring.

Den nye avis har endnu ikke fået et navn, og Mogens Flyvholm bebudede, at man vil inddrage læserne i ideudviklingen med hensyn til navngivningen.


Nyhedsoverblik