Ørredproducent mister miljøgodkendelse: - Det er vi selvfølgelig enormt ærgerlige over

Ørredproducenten Musholm A/S har mistet deres miljøgodkendelse efter, at Danmarks Sportsfiskerforbund klagede til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En af Danmarks største producenter af ørreder, Musholm A/S, har mistet miljøgodkendelsen til et af deres største havbrug.

Tilbage i 2001 fik havbruget tilladelse til at opdrætte ørreder, men på grund af en lovændring blev tilladelsen i 2017 skiftet ud med en miljøgodkendelse fra Kalundborg Kommune.

Lige siden har Danmarks Sportsfiskerforbund kæmpet for, at der skal laves en ny undersøgelse, da forbundet mener, at kommunen ikke har undersøgt havbrugets påvirkning af havmiljøet godt nok. Nu har de fået ret, og Miljø- og Fødevareklagenævnet har den 1. september trukket deres miljøgodkendelse tilbage.

Niels Dalsgaard forventer ikke, at den manglende miljøgodkendelse vil ændre produktionen.
Niels Dalsgaard forventer ikke, at den manglende miljøgodkendelse vil ændre produktionen. Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

- Det er vi selvfølgelig enormt ærgerlige over. Vi synes jo, vi havde gjort det, som myndighederne havde bedt os om, siger Niels Dalsgaard, der er direktør i Musholm A/S.

Manglede en miljøkonsekvensrapport

Musholm A/S høster omkring 3.700 tons ørreder om året. De mange fisk påvirker havmiljøet med blandt andet 115 tons kvælstof om året, men præcis hvor meget de enorme mængder fiskeafføring påvirker Storebælt skal med afgørelsen af klagesagen nu genvurderes.

- De giver os ret i, at der er behov for at få lavet nogle ordentlige vurderinger af de konsekvenser, som havbruget det medfører, fortæller bestyrelsesmedlem i Danmarks Sportsfiskerforbund Morten Jacobsen.

Det var Kalundborg Kommune, der lavede den oprindelige miljøgodkendelse. Christian Saaber, der er chef for Plan, Byg og Miljø forklarer, at de i kommunen kom frem til, at der ikke skulle laves en miljøkonsekvensrapport. Men det var netop manglen på den, der fik sportsfiskerne til at klage tilbage i 2017.

Morten Jacobsen er en af dem, som har været med til at indsende klagen fra Danmarks Sportsfiskerforbund.
Morten Jacobsen er en af dem, som har været med til at indsende klagen fra Danmarks Sportsfiskerforbund. Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

- Når kommunen giver en tilladelse, hvor man ikke kan se, at de har lavet de nødvendige vurderinger, så er vi jo tvunget til, havde jeg nær sagt, at indsende en klage, lyder det fra Morten Jacobsen.

Ifølge Miljøstyrelsen tager det typisk et til to år at lave en miljøgodkendelse.

Er ikke nervøs

Imens klagesagen har kørt, har Musholm A/S tilbage i 2020 selv fået udarbejdet en konsekvensvurdering mangen til den, som Danmarks Sportsfiskerforbund mener mangler i miljøgodkendelsen.

- Det var sådan set for at imødekomme sportsfiskernes ønske om en habitatkonsekvensvurdering. Den har vi leveret i 2020. Det er et meget omfattende arbejde, og den konkluderer jo klart, at vi ikke påvirker habitatområderne negativt, udtaler Niels Dalsgaard.

ærter
Læs også
Ærtefabrik i Orehoved står til at lukke – 46 kan miste jobbet
ærter
Læs også
Ærtefabrik i Orehoved står til at lukke – 46 kan miste jobbet

Den nye konsekvensvurdering er ikke en del af Kalundborg Kommunes miljøgodkendelse og er derfor ikke medtaget i klagesagen. Derfor er Niels Dalsgaard heller ikke nervøs for genvurderingen af miljøgodkendelsen.

- Jeg forventer ikke, at det vil have en stor betydning eller ændre vores produktion, fordi miljøforholdene var i orden og er i orden. Miljøundersøgelserne er lavet. Der er dokumentation fra hvert år.

Selvom miljøgodkendelsen er trukket tilbage, gælder ørredopdrætterens gamle havbrug tilladelse stadig, så de forsætter med at høste ørreder på havet på samme niveau som før.


Nyhedsoverblik