I de kommende måneder vil Vejdirektoratet og BaneDanmark fjerne de gamle jernbanespor på Sydhavnsvej og Østre Havnevej i Kalundborg Kommune.
Det oplyser Vejdirektoratet.
De gamle jernbanespor er ofte til gene for cyklister, der risikerer at vælte, når de krydser sporene, og da sporene ikke har været i brug i mange år og samtidig er svære at vedligeholde, skal de nu fjernes.
Når sporene er fjernet, skal der lægges ny asfalt og nye kantsten på strækningen. Det skal give en bedre oplevelse for alle trafikanter og særligt øge trygheden og sikkerheden for cyklisterne.
Vil påvirke biltrafikken
Vejdirektoratet og BaneDanmark forventer, at arbejdet er færdigt i slutningen af februar 2023, mens udlægning af ny asfalt på strækningen vil blive udført i sommeren 2023.
For at kunne udføre vejarbejdet er man nødt til i perioder at spærre den ene vognbane på Østre Havnevej og Sydhavnsvej.
Det betyder, at der af flere omgange vil blive opsat lysregulering de steder, hvor jernbanesporet krydser vejene, skriver Vejdirektoratet.
Derfor må der påregnes lidt ekstra rejsetid på strækningen i de perioder, og trafikanter i området kan med fordel benytte Slagelsevej, mens vejarbejdet står på.