Nye oplysninger i sag om dobbeltdrab - har du set en hvid kassevogn?

Politiet er nu klar med nye oplysninger om en afbrændt bil, der formentlig har relation til en skudepisode i Kalundborg tirsdag i sidste uge.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Politiet er nu klar til at fortælle offentligheden yderligere om den bil, der blev fundet afbrændt på Eskebjergvej kort efter skudepisoden i Kalundborg. Bilen ses som en vigtig brik i skudepisoden på Nørre Allé tirsdag den 17. november.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Den afbrændte bil er en hvid VW transporter, der er kassevogn af årgang 2008. Bilen har registreringsnummer AE22641 og blev stjålet i Glostrup om morgenen den 14. november.

Artiklen fortsætter under videoen.

Politiet var massivt til stede efter skyderiet tirsdag  i sidste uge.

Politiets efterforskere og kriminalteknikere har undersøgt bilen, hvor de fandt skydevåben og en række spor i og omkring den afbrændte bil.

Våbnene undersøges nu nærmere af National Kriminalteknisk Center, som skal klarlægge, om der kan være tale om skydevåben anvendt ved skudepisoden.

Håber på hjælp fra borgere

Midt- og Vestsjællands Politi håber, at de nye oplysninger om kassevognen kan give flere henvendelser fra borgere, som har bemærket bilen før, under eller efter gerningspunktet tirsdag aften i sidste uge.

Politiet er desuden meget interesserede i at høre fra vidner, som har bemærket den hvide VW Transporter i dagene op til drabstidspunktet.

- Vi arbejder benhårdt på at opklare sagen og har mange retninger i efterforskningen. Borgernes henvendelser i sagen har uvurderlig karakter, og vi håber de nye oplysninger om bilen, kan give anledning til, at flere vidner henvender sig, fordi de har bemærket køretøjet, siger vicepolitiinspektør Jacob Olsen, der er efterforskningsleder på drabssagen, i pressemeddelelsen.

Læs også
Fortsat ingen anholdelser i sag om dobbeltdrab - politiet kortlægger nu ofrenes færden
Læs også
Fortsat ingen anholdelser i sag om dobbeltdrab - politiet kortlægger nu ofrenes færden

Skudepisoden fandt sted på Nørre Alle i Kalundborg tirsdag den 17. november klokken 18.12 på parkeringspladsen ved supermarkedet Meny midt i åbningstiden.

Klokken 18.26, bare 14 minutter efter skyderiet, hvor tre mænd blev dødeligt kvæstet, kom et alarmopkald om en brændende bil på Eskebjergvej i Kalundborg - ikke langt fra gerningsstedet.

Tre mænd blev ramt af skyderierne – to af dem døde. De blev henholdsvis 24 og 21 år. De var fra København og Albertslund. De blev begravet onsdag og torsdag.

Den hårdtsårede er en 20-årig fra Hvidovre.

Ring til politiet på telefon 1-1-4, hvis du har oplysninger i sagen.


Nyhedsoverblik