Nedrivning af silo godt på vej

Nedrivningen af siloen i Kalundborg er blevet et tilløbsstykke.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Siloen i Kalundborg står i disse måneder som et stort, næsten skulpturelt monument, når man kommer kørende ind mod byen. Det er temmelig imponerende at se på - og følge. Nedrivningen er nu godt og vel halvvejs, og må betegnes som et tilløbsstykke.

Den følges tæt fra tidlig morgen til aften af rigtig mange mennesker. Hans og kuglen er omdrejningspunktet og de fire mand på pladsen svarer hver dag på mange spørgsmål om processen og maskinerne. 
 
Forleden var det toppens tur. Fra nu af bliver siloen også lavere og ikke kun mindre i omkreds. En drone med kamera på har filmet maskinføreren Hans Hansen på arbejde – blandt andet nogle af de første slag mod toppen. 

Ingen andre får lov at styre maskinen 

Hans fortæller på filmen, at han ”vist nok” er den eneste herhjemme, der kører en sådan wiremaskine med kugle. G. Tscherning A/S er det eneste nedrivningsfirma herhjemme, der har en sådan maskine – og ingen anden får lov at styre den.

Han har ført netop denne maskine i 18 år på mange nedrivninger af fabrikker, produktions- og industribygninger. Og siloer. Den benyttes dog langt fra på alle nedrivninger. Det er i dag mere almindeligt at klippe og ”tage bidder” af bygningerne med langarmsmaskiner. Sådan en kommer også i brug i Kalundborg inden længe. Så Hans må også føre andre maskiner en gang imellem. Han er dog ret glad for kuglen, som det også fremgår af indslaget. Det kræver præcision og koncentration.

Lidt info om maskinen 

Det er en Hitachi wiremaskine. Tårnet (armen) er 48 meget lang. Siloen er på det højeste sted 52 meter. Derfor er brokkerne fra de første par måneder af nedrivningen ikke kørt væk, men samlet rundt om siloen og fungerer nu som forhøjning, så Hans og maskinen står over vejniveau og kan nå toppen. Bunkerne ses på videoen. 
Kuglen vejer for øvrigt ca. 2 ton.

Nedrivningen af Siloen i Kalundborg skal være færdig i juni.

Foto: Tscherning


Nyhedsoverblik