Mand død efter alvorlig trafikulykke

En 85-årig mand er død efter et alvorligt trafikuheld søndag syd for Jyderup.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

En 85-årig mand er afgået ved døden, efter han søndag var indblandet i et alvorligt trafikuheld på Jyderupvej ved Bromølle syd for Jyderup.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi mandag. 

Ulykken skete klokken 13.30, da to modkørende biler stødte frontalt sammen.

Ved sammenstødet blev en af bilerne, der blev ført af en 26-årig kvinde, kastet ud på en mark, mens den anden bil blev på vejen.

Kvinde og føreren af den anden bil i uheldet, en 89-årig kvinde, slap uskadt fra ulykken. Den 85-årige mand, der var passager i bilen med den 89-årige kvinde, var dog livløs efter ulykken.

ulykke

Stod ikke til at redde

Redningsberedskabet klippede manden fri af bilen, og selvom han blev fløjet til behandling på Rigshospitalets Traumecenter, stod hans liv ikke til at redde. Han blev få timer senere erklæret død.

Ifølge politiet står det ikke klart, om manden er død som følge af uheldet, eller om dødsfaldet i virkeligheden kan relateres til et tidligere sygdomsforløb. Det skal nu undersøges nærmere.

Ifølge politiet vil det først senere kunne afgøres, hvem der var ansvarlig for kollisionen.