Mand død efter ulykke - blev slynget ud af bil

En 26-årig mand fra Skælskør er omkommet efter en ulykke ved Høng. En 21-årig mand fra Slagelse er stadig i kritisk tilstand.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Opdateret med oplysninger om de to mænds tilstand.

En 26-årig mand er død af de kvæstelser, som han pådrog sig ved en trafikulykke ved Høng lørdag aften.

Yderligere en person - en 21-årig mand - fik svære kvæstelser. Han er i kritisk tilstand, men er stabil.

De pårørende er underrettet.

Det oplyser den vagthavende ved Midt- og Vestsjællands Politi søndag eftermiddag.

De to unge mænd blev slynget ud af bil i uheld lørdag aften ved Høng.

Gørlev Landevej var helt spærret, mens politi og redningsmandskab arbejdede på stedet. Både den almindelige lægehelikopter og forsvarets redningshelikopter landede på landevejen for at flyve de to tilskadekomne til sygehuset.

Bilen, som de to mænd kørte i, lå på marken, da politiet ankom til stedet. Ulykken har været så voldsom, at bilens motor er revet ud af bilen.

Værre end først antaget

Politiet modtog klokken 21.19 en melding om, at der var sket et uheld på Gørlev Landevej ved Høng.

- Meldingen lyder, at en bil er kørt ind på en mark og er væltet rundt, og at to personer er slynget ud af bilen, oplyste vagtchefen lørdag aften.

I første omgang fik politiet at vide, at ulykken ikke skulle være alvorlig.

Men da mandskabet ankom til stedet, viste det sig, at begge personer var i kritisk tilstand, fortalte Lars Galasz.

To helikoptere fløj til stedet i forbindelse med redningsarbejdet.


Nyhedsoverblik