To mænd begår røveri mod Aldi

Aldi i Høng blev søndag eftermiddag udsat for et røveri. To mænd truede en kassemedarbejder med en pistollignende genstand til at udlevere penge.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Politiet blev klokken 14.09 søndag alarmeret om, at noget var galt i Aldi i Høng.

På stedet kunne de konstatere, at butikken var blevet udsat for det, der ligner et væbnet røveri.

- Vi har fået at vide, at to mænd havde gået rundt i forretningen, og de henvender sig herefter til kassen i første omgang for at købe noget. Men i stedet trækker den ene så en pistollignende genstand, siger vagtchef hos Midt- og Vestsjællands Politi, Thomas Jørgensen.

De to mænd truede sig til at få udleveret et ukendt pengebeløb. Efterfølgende stak de af fra stedet.

Politiet efterlyser vidner

Politiet ved endnu ikke, om der var tale om en reel pistol, eller om der måske har været tale om en såkaldt hardball-pistol.

De er lige nu stadig på stedet med en hundepatrulje for at søge efter mændene i området. Samtidig er de også ved at gennemse stedets overvågning for at komme nærmere gerningsmændene.

Politiet hører gerne fra eventuelle vidner, der kan have set noget i forbindelse med røveriet eller røvernes flugt fra stedet. De kan kontaktes på telefon 1-1-4.

Signalement

Begge mænd:
  • 180-185 centimeter høje
  • Danske af udseende
  • Den ene havde kort brunt hår
  • Den anden kort sort hår.
     
De stak af fra stedet i ukendt retning

 


Nyhedsoverblik