Madkoordinator skal gøre ældremaden mere lækker

Kalundborg Kommune har ansat en "Mad og Måltidskoordinator", der skal lære personalet på plejecentrene, hvordan kolde færdigretter gøres mere lækre.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kalundborg Madservice koger, steger og rører hver dag mad sammen til 1000 mennesker.

Der er styr på ernæringsværdier og alt leveres samlet i ugepakker, der skal opbevares i køleskab, indtil maden opvarmes i mikroovn. 

De nitten medarbejdere i Madservice kan lave mad "som vor mor påstod hun lavede det", men de kan ikke sende stemningen af "mors køkken" ud med vakumpakkerne. Men det skal der rettes op på nu: 

Køkkenchef Helle Munk fra Madservice.
Køkkenchef Helle Munk fra Madservice.

- Vi gør meget ud af at fortælle borgerne, at de skal tage maden fra plasticbakken og komme den op på en tallerken, når de har varmet den, og så skal de sætte lys og blomster på bordet, så der skabes hygge, siger Køkkenchef Helle Munk fra Madservice.

Madkoordinator skal inspirere

Den nye "Mad-  og måltidskoordinator" skal lære personalet på plejecentrene, hvordan kolde færdigretter gøres mere lækre:

Mad-  og måltidskoordinator Helle Schmidt.
Mad-  og måltidskoordinator Helle Schmidt. Foto: TV2 ØST

- De skal smage maden til, før de serverer den. De skal sørge for, at det, der skal være sprødt, også bliver stegt sprødt, og så skal maden krydres med lidt friske krydderurter og måske tilberede lidt friske grøntsager, siger Helle Schmidt, der skal stå for opgaven.

Skal stimulere madglæden

Politikerne i Kalundborgs Ældre- og Sundhedsudvalg håber det nye tiltag vil stimulere madglæden ude på plejehjemmene. Formand Peter Jakobsen (DF) er fortrøstningsfuld:

- Det er jo et spørgsmål om, at vi får præsenteret det gode produkt, vi får lavet herude, på en ordentlig måde.

Mange af de private brugere af Kalundborg Madservice har også brug for at få stimuleret appetitten, så det forsøger kommunen nu også at rette op på:

- Vi kører et projekt der hedder "Spisevenner", og det går ud på, at ældre der sidder i eget hjem og har lidt nedsat appetit kan få en ven, som kommer og spiser sammen med dem - siger leder af sundhedsstaben i Kalundborg Kommune, Janne Kunchel Lorenzen.

 


Nyhedsoverblik