Lejligheder udbrændt

OPDATERET: Flere beboere ved Høng mistede natten til tirsdag deres hjem, da der gik ild i en ejendom med flere lejligheder i.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Brandvæsnet blev ved midnatstid tilkaldt til landsbyen Solbjerg mellem Høng og Slagelse. Det var en af beboerne på Solbjergvej 39, der havde anmeldt brand i lejlighederne på adressen.

Flere familier blev revet ud af nattesøvnen, og alle blev reddet ud af den brændende bygning. En af lejlighederne var ubeboet.

- Det var en voldsom brand. Den er formentlig startet i en lejlighed, og så er den gået ud over i hvert fald 4 andre beboelser derude, siger Efterforskningsleder, Ove Pedersen fra Midt- og vestsjællands Politi til TV2 ØST.

Falck fra Ruds Vedby måtte have assistance med ekstra sprøjte og tankvogne fra Gørlev og Kalundborg, og efter halvanden times tid ankom også beredskabsstyrelsen fra Næstved til brandstedet.

Hund brændte formentlig inde

Ifølge pressefotograf René Lind, som var på stedet i nat, frygtede redningsfolkene på et tidspunkt, at en af beboerne stadig befandt sig inde i et af rækkehusene.

En ambulance holdt stand by på stedet, men lidt efter kom manden kørende til stedet på knallert. Han var - ifølge René Lind - temmelig oprevet - både fordi hans hjem var brændt ned, men også fordi, at hans hund formentlig var brændt inde.

Skal undersøge brandårsag

Politiet kender endnu ikke årsagen til branden, men politiet er tilbage på adressen i dag for at foretage tekniske undersøgelser, der formentlig vil kunen sige noget om, hvordan branden opstod.

Fire familier skal nu genhuses.

-->


Nyhedsoverblik