Hun bliver politisk næstformand

Medlem af kommunalbestyrelsen i Kalundborg, Henriette Ergemann, er netop valgt som politisk næstformand i Nye borgerlige.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Efter et kampvalg blandt seks kandidater blev Henriette Ergemann med 204 ud af 317 stemmer valgt til posten som Nye Borgerliges nye næstformand.

Det sker på en ekstraordinær generalforsamling tirsdag aften i Fredericia, hvor Lars Boje Mathiesen tidligere på aftenen blev valgt som ny formand.

quote Det politiske tog er på katastrofekurs. Og det skal vi have stoppet

Henriette Ergemann, politisk næstformand, Nye Borgerlige

Henriette Ergemann er medlem af kommunalbestyrelsen i Kalundborg Kommune og partiets førstesuppleant til Folketinget i Sjællands Storkreds.

- Jeg har ikke forberedt en takketale, for jeg har ikke villet jinxe noget, sagde en tydeligvis glad, men også næsten mundlam Henriette Ergemann kort efter resultatet var offentliggjort.

Til kamp mod EU og wokeisme

Hun havde forinden holdt en tale for generalforsamlingen, hvori hun gjorde det klart, hvorfor netop hun skal være partiets nye politiske næstformand, der skal overtage posten fra Peter Seier Christensen.

- Der sker et skred i danskernes liv og dansk politik. Det politiske tog er på katastrofekurs. Og det skal vi have stoppet. Vi skal have genskabt et Danmark, hvor wokeisme, feminisme, klimahysteri, global pandemiangst, tåbelige EU-regler, knæfald for islam og grådige globalister aldrig må være en rettesnor for, hvor vi er på vej hen.

Læs også
Hun går efter posten som næstformand i Nye Borgerlige
Læs også
Hun går efter posten som næstformand i Nye Borgerlige

Danskerne skal også gøres klart, hvor farlig EU er, lød det videre fra Henriette Ergemann, som også sendte en bredside imod, at EU blander sig i, hvordan familier skal dele retten til barsel mellem mor og far.

- Vi skal nok kæmpe for at beholde retten til overhovedet at kalde os selv mor og far i denne klovneverden, der udspiller sig for øjnene af os, lød det videre fra en tydeligt motiveret Henriette Ergemann.

Vil bruge lokalpolitisk erfaring

Hun lagde heller ikke skjul på, hvor hun mener – at hendes erfaringer fra kommunalpolitik – kan styrke partiet.

quote Det kan til tider være hårdt at repræsentere Nye Borgerlige lokalt og få politik gennemført

Henriette Ergemann, politisk næstformand, Nye Borgerlige

- Det lokale og kommunale skal bindes meget mere sammen med det nationale.

- Det kan til tider være hårdt at repræsentere Nye Borgerlige lokalt og få politik gennemført. Jeg ved om nogen, hvilke konsekvenser det kan have, både politisk og personligt, at være medlem af et parti, der vover at stå fast på sine principper – hvor vi siger, hvad vi mener, og gør hvad vi siger, og som ovenikøbet drister sig til at tale imod venstrefløjen og de statsstøttede mediers agenda og propaganda.

Talen blev modtaget til stor applaus fra salen.

Seks kandidater var på valg til posten som politisk næstformand

  • René Bachmann fra Sydfynskredsene

  • Rune Bønnelykke, der er byrådsmedlem i Vejle og medlem af hovedbestyrelsen

  • Henriette Ergemann, der er medlem af byrådet i Kalundborg

  • Ulla Kokfelt, byrådsmedlem i Helsingør

  • Sabrina Bech Røn fra Esbjerg, der er byrådsmedlem og regionsrådsmedlem

  • Jørgen Pontoppidan fra Lyngbykredsen

Forud for generalforsamlingen var Henriette Ergemann fra Kalundborg og Ulla Kokfelt fra Helsingør udpeget som favoritter med henvisning til, at de som kvinder øst for Storebælt hver især ville udgøre en god modvægt til en jysk mand, Lars Boje Mathiesen, på formandsposten.





Nyhedsoverblik