Kalundborg svømmer i penge og investerer stort i sport og fritid

Alle ni partier i kommunalbestyrelsen er blevet enige om et budget med flere penge til ældre, unge og en ny svømmehal i Gørlev.

Mens andre kommuner i vores region må spænde livremmen så meget ind, at det er svært at få luft, kan politikerne i Kalundborg Kommune tage en dyb indånding uden det mindste besvær. 

De folkevalgte i den økonomisk velpolstrede kommune har råd til at investere mere i mange områder næste år. Både på drift og anlæg.

Måske netop derfor har det ikke været så svært at skrue et budgetforlig sammen, hvor samtlige 27 politikere fra de ni partier i kommunalbestyrelsen er med.

På anlægssiden er den største investering en ny svømmehal til 60 millioner kroner ved den gamle sukkerfabrik i Gørlev i den sydlige del af kommunen.

- Jeg er rigtig glad for, at vi her til det første budget i den nye valgperiode, har kunnet samle alle kommunalbestyrelsens partier og lister. Det sender et godt signal, at vi står sammen om prioriteringerne.

- Jeg er meget tilfreds med, at vi omsider afsætter midler til en svømmehal i Gørlev, så også borgerne i den sydlige del af kommunen kan få et tidssvarende tilbud. Jeg tror også, at placeringen i Gørlev er fornuftig i forhold til de mange sommerhusgæster i området, der kan bidrage til billetsalget, vurderer borgmester Martin Damm (V).

Borgmester Martin Damm (V) er meget tilfreds med budgettet.
Borgmester Martin Damm (V) er meget tilfreds med budgettet. Foto: Kristoffer Koch

Mange penge til sport og fritid

Politikerne er også blevet enige om at bruge 20 millioner kroner på et springcenter i forbindelse med Høng Kultur- og Bevægelsespark.

Der er i det hele taget mange penge til sport og fritid. Politikerne er blandt andet blevet enige om at bruge to gange seks millioner kroner på kunstgræsbaner med lysanlæg i Ubby og Høng.

- På anlægsområdet er jeg især glad for, at vi prioriterer vedligehold og renovering af daginstitutioner, skoler, ældrecentre mv. Desuden er det også glædeligt, at der fokuseres på idrætsfaciliteterne, siger Thomas Malthesen Hiorth (SF) med henvisning til, at politikerne også er blevet enige om at bruge 70 millioner kroner over de næste fire år på at vedligeholde kommunale bygninger. Firhøjskolen i Føllenslev står først for.

Læs også
To kommuner må hæve skatten næste år: - Det rækker som en skrædder i helvede
Læs også
To kommuner må hæve skatten næste år: - Det rækker som en skrædder i helvede

- Jeg er særligt glad for, at der nu er afsat midler til at renovere skoler, plejehjem og andre offentlige bygninger, og at vi får undersøgt muligheden for at udvide vores boligmasse med ”tiny houses” som er meget populært blandt unge boligbyggere, siger Tonny Voldby Pedersen (NB) i en fælles pressemeddelelse fra de ni partier efter budgetforliget.

Millioner til de svageste borgere

Der bliver stadig flere og flere ældre og handicappede borgere samt børn- og unge med særlige behov i Kalundborg Kommune. Politikerne har valgt af afsætte flere penge til de områder. Der er næste år bevilget 23,1 millioner kroner til voksen/specialområdet, 13 millioner kroner til ældre- og sundhedsområdet samt godt 3,4 millioner kroner ekstra til inklusionscentre og specialinstitutioner.

- Vi sætter pris på, vi får prioriteret indsatsen for vores svage medborgere – særligt de ældre.

quote Til disse budgetforhandlinger var midlerne knappe

Peter Jacobsen (DF)

- Til disse budgetforhandlinger var midlerne knappe. Jeg er derfor rigtig tilfreds med, at vi har kunne løfte budgetterne til pleje og omsorg af vores ældre medborgere, så den kendte kvalitet kan bibeholdes, selvom der kommer flere ældre. Ligeledes sørger vi for, at alle modtagere af mad fra kommunen ikke kommer til at opleve ekstraordinære prisstigninger grundet inflationen, udtaler Peter Jacobsen (DF).

Læs også
Enigt byråd bag nyt budget i Guldborgsund med penge til skole og ældre
Læs også
Enigt byråd bag nyt budget i Guldborgsund med penge til skole og ældre

Også Niels Erik Danielsen (EL) er tilfreds med resultatet:

- I Enhedslisten vil vi gerne være med til at gøre noget for de svage i samfundet. Det var derfor afgørende for mig, at vi i forhandlingerne ikke glemte disse grupper. Resultatet taler lige ind i netop denne prioritering. At vi så derudover fik afsat midler til en tidlig indsats for børn, er kun et plus, lyder det fra ham.

Selv om pengekassen er fuld i Kalundborg, så er der blevet skåret. Budgetreduktionerne er hovedsageligt fundet på det administrative område. Men der skal for eksempel også skrues ned for gadebelysningen.

- Det har været en vigtig prioritet for Socialdemokratiet, at vi får sat fokus på værdien af at fastholde vores mange dygtige medarbejdere, investeret i den tidlige indsats og sidst men ikke mindst får sat gang i en omfattende renovering og modernisering af vores dagtilbud og skoler. Det har også været vigtigt for os, at de nødvendige besparelser ikke kom til at være på velfærdsområderne, men i stedet ved for eksempel at investere i at skulle bruge mindre energi, siger Tina Beck-Nilsson (S).

Læs hele budgettet her:

document — Budget for Kalundborg Kommune 2023, 0.05 MB