Kalundborg er en erhvervsvenlig kommune - håndværkere sparer penge og får mere at lave

En opgørelse lavet af Dansk Byggeri viser, at Kalundborg er den kommune i regionen, der er mest erhvervsvenlig.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kalundborg ligger på en 17. plads i Dansk Byggeris opgørelse over, hvor erhvervsvenlige de danske kommuner er.

Dermed er Kalundborg den kommune i vores dækningsområde, hvor byggebranchen har de bedste vilkår.

- Det man blandt andet har gjort godt i Kalundborg Kommune, det er, at man yder en rigtig stor indsats på folkeskolesiden. De har genindført erhvervspraktik, og det ved vi i Dansk Byggeri, at det betyder, at der er mange flere unge mennesker, der heldigvis vælger at tage en uddannelse inden for bygge og anlæg, siger Mads P. Gede, der er regionskonsulent for Dansk Byggeri Sjælland og Lolland-Falster.

quote Kalundborg Kommune gør det rigtig godt i forhold til at få konkurrenceudsat så mange opgaver som muligt

Mads P. Gede, regionskonsulent, Dansk Byggeri Sjælland og Lolland-Falster.

Han peger på at Kalundborg Kommune også udbyder et stort antal byggeopgaver til gavn for de lokale håndværkere.

- Kalundborg Kommune gør det rigtig godt i forhold til at få konkurrenceudsat så mange opgaver som muligt, siger han.

- Det betyder, at virksomheder i lokalområdet kan udvikle sig, fordi de får muligheder for at prøve sig af, og siden hen kan de så sælge deres ydelser til andre kommuner landet over, siger Mads P. Gede.

Flere får mulighed for at byde ind

I 2018 lå Kalundborg Kommune som nummer 28 på Dansk Byggeris liste over erhvervsvenlige kommuner. Kommunen har altså flyttet sig 11 pladser op, og det skyldes blandt andet, at man i Kalundborg har ændret reglerne for, hvornår en håndværker skal stille arbejdsgaranti.

Mads P. Gede, regionskonsulent for Dansk Byggeri Sjælland og Lolland-Falster.
Mads P. Gede, regionskonsulent for Dansk Byggeri Sjælland og Lolland-Falster. Foto: Dansk Byggeri

- De har hævet grænsen for, hvornår man skal stille arbejdsgaranti, fra forholdsvist små projekter til en halv million til, at de kun vil kræve det for projekter over en million, fortæller Mads P. Gede.

 Ole Houg Larsen er en af de håndværkere, der tydeligt mærker forskel på, hvornår der skal stilles garanti.

- Kravet for garantistillelsen gør, at det er nemmere at får et nik fra banken til at byde ind på en opgave, siger han og peger på, at ændringen gør det muligt for flere entreprenører til at byde ind på kommunens opgaver.

- Det skaber vækst, konkurrencen skærpes og flere får en mulighed for at byde ind, så de ikke skal ind til København og Midtsjælland for at hente arbejdet, siger Ole Houg Larsen.

Absalon Slagelse
Læs også
Kommune vil bruge 27 millioner kroner på bro til studerende
Absalon Slagelse
Læs også
Kommune vil bruge 27 millioner kroner på bro til studerende

Hos Houg Tømrer og Snedkerfirma mærker de også, at Kalundborg Kommunes mange byggerier af blandt andet uddannelsesinstitutioner er med til at sætte gang i byggebranche. Ole Houg Larsen har selv flere opgaver, som han udfører for Kalundborg Kommune.

Ole Houg Larsen, Houg Tømrer og Snedkerfirma.
Ole Houg Larsen, Houg Tømrer og Snedkerfirma.

- Det giver os arbejde og arbejdsmulighed, siger den lokale håndværker.

- Det er ligesom om, der er ved at være hul igennem, og det kan man mærke, fordi de skal have nogle steder at være alle de studerende, både at bo i men også at studere i, siger Ole Houg Larsen.

Sorø Kommune og Guldborgsund Kommune klarer det også godt i opgørelsen fra Dansk Industri. Sorø ligger på en 19. plads, mens Guldborgsund er nummer 25 ud af de 98 kommuner.


Nyhedsoverblik