Kalundborg: Drikkevandet skal koges

Vandet i den del af Kalundborg by, der er udsat for vandforurening, kan nu benyttes, men KUN hvis det bliver kogt. Læs om flere ændringer her:

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Embedslægen har i dag vurderet, at det er forsvarligt at ændre vandforbuddet i det sydlige Kalundborg til en kogeanbefaling. Det betyder, at alt drikkevand, som drikkes eller benyttes i fødevarer, skal koges før brug.

Skyl rørene igennem
Desuden anbefaler Kalundborg Forsyning, at husstandene skyller det vand ud, der måtte være i rørene, før brug.

Det skal ske stille og roligt, uden at det sprøjter – og vandet skal løbe i ca. 20 min. Dette skal gøres både ved brug af det kolde og det varme vand.

Fortsat smittefare
Embedslægen og Kalundborg Forsyning understreger i en pressemeddelelse, at kogeanbefalingen er yderst vigtig at følge.

Vandet i det berørte område må nemlig stadig forventes at indeholde muligt sygdomsfremkaldende mikroorganismer, som kan udgøre en smitterisiko.

Det kan desuden ikke helt udelukkes, at også det varme vand kan udgøre en sundhedsrisiko. Man skal så vidt muligt undgå indtagelse af vandet i forbindelse med badning. Mindre børn bør ikke bade i vandet, da de højst sandsynligt vil komme til at indtage vand.

Det varme vand bør indtil videre være så varmt som muligt.

Særligt følsomme brugere som børnehave og lægehus bør fortsat ikke bruge vandet til andet end toiletskyl.

Nu gælder følgende anbefalinger:

  • Du må IKKE bruge opvaskemaskiner
  • Forurenet vand skal koges i mindst 1 minut, før det må bruges til drikkevarer eller som ingrediens eller i øvrigt i fødevarer.
  • Det forurenede drikkevand må ikke anvendes til skylning af salat eller andre rå grøntsager, som skal spises rå. I stedet kan skylningen foretages med kogt vand.
  • Kaffemaskiner må kun bruges, hvis vandet opnår en temperatur på over 80 gr. C
  • Vand, der koges i elkedler, skal have et ekstra opkog, inden det må benyttes.
  • Forurenet drikkevand må ikke bruges til tandbørstning. Kogt vand kan anvendes. Proteser o. lign. kan ofte renses ved at blive lagt i kogt vand.
  • Det forurenede drikkevand er ikke egnet til opvask i hånden, medmindre det har været kogt, idet det forurenede vand kan smitte via hænderne eller via genstande (indirekte kontaktsmitte).
  • Tøjvask: du må gerne vaske tøj
  • Bad: Du må gerne bade (men drik ikke af vandet). Mindre børn bør ikke bade
  • Rengøring: Det forurenede vand kan bruges med almindeligt rengøringsmiddel til gulvvask o.lign., men er ikke egnet til rengøring af køkkenborde, - skabe eller lign, medmindre det har været kogt. Den anvendte rengøringsklud lægges til vask efter brug.

Bademulighed slut

Da borgerne nu må benytte vandet til at bade i, er det ikke længere muligt at benytte Kalundborg Hallernes omklædningsrum til bad.

Vandforsyningen har fortsat tankvogne 3 steder i området på Vestre Havnevej, Lundevej og Vestre Havneplads, hvor beboerne kan komme og hente drikkevand.

Du kan hente vand ved tankbiler hele tiden.

Kalundborg Forsyning meddeler den ændrede anbefaling af drikkevandet i det berørte område i Kalundborg by direkte til borgerne via både sms, løbesedler og via denne meddelelse gennem pressen samt via

Skulle der mod forventning være borgere inden for det berørte område, som får sygdomssymptomer skal de følge de generelle råd om at søge læge eller vagtlæge.


Nyhedsoverblik