Bilsejlads aflyst i en måned - øboere må klare sig selv

Problemer med at skaffe personale betyder, at bilfærgen til Nekselø som udgangspunkt ikke sejler i hele marts.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Det er simpelthen så frustrerende. Heldigvis har jeg da en kedel til kakkelovnen, så jeg kan få varmet vand.

quote Det er noget lort for alle os, der bor her

Jytte Heglund, beboer på Nekselø

Sådan siger Jytte Heglund, der bor på Nekselø i Sejerøbugten nær Kalundborg.

Hendes vandvarmer er gået i stykker og skal udskiftes, men det kan den ikke, fordi bilfærgens sejlads til øen er suspenderet frem til den 1. april.

- VVS-manden skal have sin servicevogn med herover for at løse opgaven. Men det har jo lange udsigter, fortæller Jytte Heglund.

Jytte Heglund må undvære varmt vand i hanen lige nu. Hendes vandvarmer er nemlig gået i stykker - og lige nu er der ikke personale til at sejle biler til den ø hvor hun bor, Nekselø i Sejerøbugten.
Jytte Heglund må undvære varmt vand i hanen lige nu. Hendes vandvarmer er nemlig gået i stykker - og lige nu er der ikke personale til at sejle biler til den ø hvor hun bor, Nekselø i Sejerøbugten. Foto: Charlotte Heglund

Forleden gennemgik hun en større operation i knæet, men er alligevel nødt til at komme rundt til fods. 

Hun må dog undvære bilturene, for hvor der normalt er afgange med bilfærgen M/F Nekselø, så er det i hele marts i stedet den knap ti meter lange båd Havlit, der tager sig af sejladsen mellem øen og det vestlige Sjælland. 

Læs også
Sætter plan om el-færger på pause
Læs også
Sætter plan om el-færger på pause

Den har maksimalt plads til 12 personer - og altså ikke til biler.

- Vi er nødt til at sejle efter en nødsejlplan, fordi vi mangler folk. Vi har haft et stillingsopslag ude, men der kom ingen ansøgninger. 

- Og vi har nu kun én mand til at tage sig af sejladsen mod de normale tre, fortæller Christian Sabber, der er Plan-, Byg- og Miljøchef i Kalundborg Kommune, der tager sig af sejladserne til både Nekselø og Sejerø i Sejerøbugten.

Frygter længere pause

Christian Sabber forklarer, at det er en langtidssygemelding samt en pension, der har væltet læsset for kommunens færgeselskab, og udfordringerne for færgefarten er ifølge ham store.

- Der er ikke mange ledige søfolk i øjeblikket, så selvom vi snart genopslår stillingerne, så kan det godt blive svært at få dem besat, siger han og fortsætter:

Nekselø ligger i bunden af Sejerøbugten, og der bor 18 personer på øen. Dertil kommer dem, som benytter sig af øens sommerhuse.
Nekselø ligger i bunden af Sejerøbugten, og der bor 18 personer på øen. Dertil kommer dem, som benytter sig af øens sommerhuse. Foto: Tobias Folting - TV2 ØST

Samtidig har vi en udfordring med den måde, som ruterne er strikket sammen på. Som det er nu, så er der nogle timer for de ansatte på Nekselø, hvor man har fri og ikke får løn. Det er ikke så attraktivt, hvis man ikke bor på Nekselø

Derfor håber Christian Sabber, at situationen med nødsejlads kun gælder i marts måned. Men han tør ikke give garantier.

Læs også
Hver tiende færge sejler tom - øboere afviser forslag om delefærge
Læs også
Hver tiende færge sejler tom - øboere afviser forslag om delefærge

- Der er ingen tvivl om, at det kan vare længere end marts måned med. Vi prøver at holde alle informeret så godt, som vi kan med SMS-kæder og beskeder til beboerforeningerne.

- Men vi er sårbare. Det siger næsten sig selv, når vi kun har én til at fylde hele vagtplanen, siger han.

Forsøger med ekstrature til biler

Udfordringen er, at bilfærgen skal have to søfolk ombord for at sejle. Mens den mindre båd kan nøjes med én sømand. Derfor er det muliges kunst at sejle med den båd indtil videre.

Kalundborg Kommune oplyser, at de vil bestræbe sig på at sejle nødvendige ekstrature med bilfærgen til Nekselø.

quote Vi har ingen butikker herovre, og det gør altså livet rigtig besværligt

Jytte Heglund, beboer på Nekselø

Men Jytte Heglund forbereder sig i stedet på normal færgedrift, før hun får skiftet vandvarmeren.

- Jeg venter altså og ser tiden an. Når de sejler normalt igen, så ringer jeg til VVS-manden og håber, at han har vandvarmeren hjemme, siger hun.

Hun er desuden formand for de lokale på øen – og hun lægger ikke fingrene imellem, når hun skal beskrive situationen.

Nekseløfærgen kan i øjeblikket ikke sejle, fordi der mangler personale.
Nekseløfærgen kan i øjeblikket ikke sejle, fordi der mangler personale. Foto: TV2 ØST

- Det er noget lort for alle os, der bor her, at vi ikke kan få bilen med over, siger hun og tilføjer:

- Vi har ingen butikker herovre, og det gør altså livet rigtig besværligt, når man skal planlægge alt så grundigt, og for eksempel ikke rigtig kan få tunge ting som brænde med over.

Vil have bedre forhold for personalet

Svend-Aage Viggo Slots, der bor på øen, er også vred over situationen.

- Den lille båd er ganske udmærket i korte perioder, når det nu ikke kan være anderledes. Men ikke når det for eksempel er et vejr som i dag, hvor der er høj sø.

- Samtidig er det svært for os herovre at få varer, og hvis det kommer til at gå ind i turistsæsonen, der starter til påske, så er det virkelig et stort problem. Vi her på øen betaler vores skat som alle andre, selvom man åbenbart ikke kan få biler med til øen som hidtil, siger han.

Læs også
Rotter invaderer lille ø
Læs også
Rotter invaderer lille ø

Han opfordrer i bestemte vendinger Kalundborg Kommune til at gøre noget ved arbejdsforholdene for de ansatte på færgen.

- De fleste borgere får løn for de timer, hvor de er på arbejde, men det gør man ikke her. Der er et stort hul midt på dagen, hvor du i stedet kan sidde og kigge ud i luften uden at få løn for det, siger Svend-Aage Viggo Slots og tilføjer:

- Det kunne måske være en af de ting, man så på, når man skal løse det her. For løses skal det. Det andet er en katastrofe, siger han, og peger på, at især de seneste år har været mange aflysninger af færgen - også med kort varsel.

Provianterer til flere uger

Turisterne på øen følger også situationen nøje.

En af dem er Dorte Kalhauge, som er med i beboerforeningens bestyrelsen. Ifølge hende er det meget vanskeligt at komme over på øen, når det ikke er en mulighed at få bilen med.

- Der er jo ingen butik, så når vi kommer over så har vi alt med til en, to eller tre uger. Det er meget at skulle bære over i Havlit, og det er svært at dække til på bådens åbne dæk, siger hun og påpeger, at man ligefrem bliver nødt til at anskaffe sig en trækvogn for at få tingene med færgen.

Læs også
Lille ø står snart uden læge
Læs også
Lille ø står snart uden læge

Derfor mener Dorte Kalhauge, at usikkerheden om færgedriften skader øen.

- Det er enerverende, at færgefarten til Nekselø desværre er så ustabil. Vi kunne måske i princippet godt klare os med nogle dage med faste afgange med Havlit, hvis vi ellers kunne regne med dem. Men det kræver, at vi kan regne med, at den store færge sejler, når den skal, siger hun.

Hun oplyser, at foreningen flere gange har prøvet at komme i dialog med Kalundborg Kommune om problemerne - men selvom man har sendt tre henvendelser, så har kommunen endnu ikke svaret på nogen af dem.

- Jeg synes, at de skal prioritere kommunikationen højere. Det betyder meget for os kunder. Men det vigtigste vil være, hvis færgefarten faktisk blev så stabil, at man bare kan regne med den. Det vil også gøre meget for at kunne trække nye, og yngre beboere til, siger hun.


Nyhedsoverblik