Jesper Hansen ærgrer sig over misset VM-medalje

Den danske skeetskytte fra Svebølle ved Kalundborg var tæt på medalje ved VM i lerdueskydning i Italien, men endte som nummer fire.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En fjerdeplads ved VM i Lonato var bedre end forventet.

Men den danske skeetskytte Jesper Hansen, der blev verdensmester i 2013, ærgrer sig alligevel over, at det torsdag aften ikke lykkedes at sikre karrierens anden individuelle VM-medalje.

- Jeg kom langt i forhold til mine forventninger, men det kom snigende lige pludselig, at jeg var i topform.

- Når man først når dertil, vil man gerne have noget mere med hjem. Det var skuffende, jeg ville gerne have haft tredjepladsen, siger Jesper Hansen til Ritzau.

Danskeren var med 124 fuldtræffere på 125 forsøg næstbedst af alle i kvalifikationen, og han kom dermed med blandt de seks bedste, der skulle være med i semifinalen.

Her havde Jesper Hansen en enkelt forbier på 16 skud, hvilket betød en tredjeplads og bronzekamp mod Gabriele Rossetti.

Italieneren var imidlertid bedst i kampen om bronze, eftersom han kun missede en enkelt af de 16 lerduer, mens danskeren havde to forbiere.

- Jeg missede den samme due både i semifinalen og kampen om bronze. Det var udslagsgivende, at jeg ikke havde styr på den, siger Jesper Hansen.

Danskeren har haft en fremragende sæson, hvor han blandt andet har vundet sølv ved World Cuppen i Al Ain og bronze ved EM i Maribor.

I Al Ain i marts sikrede han en dansk nationsplads til OL i Rio næste år.

Eftersom sæsonen har handlet meget om at toppe for at sikre en OL-billet, mødte Jesper Hansen frem til VM i Lonato uden de helt optimale forberedelser og uden helt at vide, hvor han stod i forhold til konkurrenterne.

- Jesper har igen lavet en super præstation, siger Linda Andersson, sportschef i Dansk Skytte Union.

- Det er altid surt at komme på fjerdepladsen, det er den mest ærgerlige placering. Men overordnet set er det rigtig godt gået af Jesper.

- Det er hans femte store internationale finale i år, og han er den eneste skytte i verden, der har været i så mange finaler. Han har haft en flot sæson, siger sportschefen.

OL i Rio er Jesper Hansens helt store mål.

Han var også med ved legene i London for tre år siden.

Ved den lejlighed endte han som nummer 26, mens en anden dansker, Anders Golding, vandt sølv.

Den regerende OL-guldvinder, amerikaneren Vincent Hancock, blev verdensmester for tredje gang, da han i finalen i Lonato besejrede franske Anthony Terras.

      /ritzau/

/ Ritzau


Nyhedsoverblik