- Jeg vil altid savne dig

Kalundborg Kommune vil nu undersøge et kryds i bymidten for at gøre det trafiksikkert. Det sker efter en 16-årig dreng mistede livet i går. Han blev mast under en bus.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Jeg vil altid savne dig.

Et lille stykke papir med nogle håndskrevne ord blafrer i vinden. Venner og bekendte har lagt mange blomster og små beskeder til den 16-årige dreng, der i går døde i en busulykke.

- Der er virkelig farligt dernede. Det er et meget farligt kryds, siger Bent Kruse Petersen. Han er buschauffør og sikkerhedsrepræsentant for de chauffører, der kører for selskabet Ditobus.

Buschaufførerne håber, at vejkrydset bliver gjort trafiksikkert.

Jeg kunne godt frygte, at der vil ske en lignede ulykke, hvis ikke der bliver gjort noget, siger Bent Kruse Petersen.

TV2 ØST hoppede ombord på en af de mange bybusser for at se, hvordan krydset ser ud fra førersædet. Da vi nærmer os svinget, begynder buschauffør Thoralf Hooghoff fra Ditobus at fortælle.

- Om morgenen er der rigtig mange børn og unge her. Det er farligt med de mange cyklister, fordi når jeg skal til at svinge her, så forsvinder cykelstien og cyklisterne i mit sidespejl, fordi vi skal lave et så stort sving. Og hvis cyklisterne ikke holder tilbage, så kan det blive livsfarligt, siger Thoralf Hooghoff.

Og buschaufføren er ikke alene med sin bekymring.

- Det er alle chaufførerne, som synes, at det er ubehageligt kryds, siger Bent Kruse Petersen, som er sikkerhedsrepræsentant for de chaufførerne.

Kalundborg Kommune vil nu sætte en større undersøgelse af banegårdspladsen i gang. Det kan blandt andet ende med, at området bliver lavet om til en såkaldt stillezone.

- Så vil man simpelthen afvikle trafikken langsommere. Og samtidig kan man adskille busserne fra den øvrige trafik, hvilket vil forhindre risikoen for ulykker, siger Claus Steen Madsen, der er direktør for teknik, udvikling og kultur i Kalundborg Kommune.

Tilbage hos chaufførerne håber man, at det vil ske snart, så der ikke kommer flere ulykker i krydset.

- Det allerværste er naturligvis hvis man skulle komme til at køre et barn ned. Det er en enhver chaufførs mareridt, siger buschauffør Bent Kruse Petersen.


Nyhedsoverblik