Jean var offer for seksuelt misbrug

Når man ser på 33-årige Jean, er det svært at forestille sig, hun har ondt.

Når hun fortæller om gåturene i naturen, og hvordan hun får tankerne på plads ved at lave scrapbøger, smiler hun med øjnene.

- Man kan kun have én slags tanker ad gangen. Når jeg er kreativ, så har jeg kun positive tanker. Det hjælper mig, siger hun.

Men når hun fortæller om sin barndom skifter de blå øjne udtryk. Der er noget, der gør ondt. Hun har heller ikke længere fotos fra sin barndom, ligesom hun også har skiftet navn siden dengang.

- Navnet var forbundet meget med det dengang, siger hun.

I en årrække blev Jean Rasmussen seksuelt misbrugt af sin stedfar. Der var nogen, der ikke passede på hende som barn.

Detaljerne er glemt

Det første, hun kan huske, er mødet med en psykolog. Da var hun otte år gammel. Hun og lillesøsteren leger med dukker hos psykologen. De skal også tegne. Bagefter bliver de kørt hjem til moren og stedfaren igen. Hun husker, hvordan hendes mor er sur og mener, psykologerne har taget hendes børn. Moren tvivler på psykologen. De har hjernevasket jer, siger moren.

Hun kan også godt huske følelsen af ubehag, hun fik i maven, når han rørte ved hende. Men hun var i tvivl, om det var forkert.

- Jeg vidste ikke, det var forkert. Han sagde, det var, fordi jeg var sød og dejlig, og at det var vores hemmelighed, fortæller hun.

Hun husker, hvordan hun ønskede, at hendes søskende ville lægge sig i sengen med hende, for så ville hendes stedfar ikke ligge der og gøre alt det, som hun ikke vidste, hvordan hun skulle stoppe. Hun husker, hvordan hun ikke rigtig var tilstede, når overgrebene fandt sted.

- Jeg husker, at jeg ikke kunne forstå tingene, og at jeg på en eller anden måde forsvandt væk.

Men detaljerne fra overgrebene har hun glemt.

- Det er, som om hjernen glemmer for at passe på en, siger hun.

Men kroppen har husket.

Det seksuelle misbrug finder sted i hjemmet, mens stedfaren og Jeans mor bor sammen. Men aldrig når moren er hjemme. Omkring et år efter, at Jean har betroet sig til naboen om misbruget, flytter stedfaren fra Jeans mor af andre årsager.

Herefter finder overgrebene sted, når Jean besøger stedfaren i hans nye hjem.

- Jeg skiftede skole, og det var lettere for mig at tage fra ham og til den nye skole. Derfor sov jeg ofte hos ham, fortæller hun.

Det er netop nuancerne, som Jean også ønsker at fortælle om.

- Han var jo min far. Jeg kendte ikke til andet. Han var også den gode, kærlige far om dagen, der tog os med ud på oplevelser, fortæller hun. 

Derfor fortsætter hun med at komme på besøg og ferie hos stedfaren. Indtil han får en ny kone og flytter langt væk. Det er her, de seksuelle misbrug stopper. Jean er 13 år gammel. Men hun fortæller ikke nogen om det.

Skægstubbe fremkalder glimt fra fortiden

Da Jean bliver 17 år og får en kæreste, er der noget fra fortiden, som indhenter hende. Bare kærestens skægstubbe kan sætte gang i uforklarlige sammenbrud.

Hun begynder til psykolog, og langsomt begynder billederne fra fortiden at dukke op i glimt i hukommelsen.

- Det er først, når man bliver voksen, og når man selv bliver mor, at det kommer frem. Indtil da har det været gemt helt væk. Men så vælter ens verden bare igen, forklarer hun.

Først da Jean er 27 år, anmelder hun sin stedfar for det seksuelle misbrug. Da det er gået op for hende, hvad hun har været udsat for, bliver hun bekymret for, om han kan finde på at gøre det samme mod sine egne børn, som han har fået med en ny kone.

Han bliver dømt skyldig i byretten i 2013. Dommen stadfæstes i landsretten i 2014. Jeans stedfar ender med at få et år og tre måneders fængsel.

Den første følelse, Jean fik, da retssagen var overstået, var en form for lettelse. Et punktum, der bliver sat, og nogen, der giver hende ret i det, der fik hende til at banke i bordet som otteårig til et møde med kommunen.

- Det betyder, at systemet tror på en. At det, man selv husker, er der bevis for, siger hun.

Hun er i dag meget præget af sine oplevelser. Ud over diagnoserne PTSD, depression og angst, som også er medvirkende til hendes årelange sygemelding, har hun svært ved relationer.

- Jeg fungerer ikke. Jeg ved ikke, hvordan man har et sundt forhold. Jeg ved ikke, hvordan man har gode relationer i venskaber. Jeg skubber folk fra mig, og jeg har svært ved at tro på, at jeg er god nok, som jeg er, siger hun.

Hendes hverdag går nogle gange med en kamp for bare at kunne være.

- Der er mange søvnløse nætter. Når man lige synes, det går godt, så bliver man væltet af mareridt og følelsen af, at man ikke er noget værd, og at hele livet er ligegyldigt, siger hun.

- Det er voldsomme mareridt, og det har ingen hold i virkeligheden. Det er ofte, hvor jeg eller andre kommer ud for noget voldsomt, fortæller hun.

Det, der er svært at tale om

Men hendes egne udfordringer træder i baggrunden, når hun taler om sin motivation for at stå frem med sin historie. Det handler om ulideligheden ved at forestille sig, andre skal det samme igennem. At andre skal gå alene med det. 

- Der er så mange børn, der er blevet misbrugt og stadig bliver det, og det er sådan set deres kamp, jeg gerne vil kæmpe. For der er ikke nogen, der skal det igennem, som jeg har været igennem, siger hun.

Det handler om oplysning, og om at turde tale om det svære.

- Man kender slet ikke nok til seksuelle overgreb. Man taler slet ikke om det. Jeg mener, der burde oplyses om det i skolerne. Ingen skal gå med det alene, ligesom jeg har gjort i så mange år, siger hun. 

- Det gør mig ked af det at tænke på, at der står en lille pige på måske otte år, som føler, et eller andet er forkert, og så er der ikke nogen voksne, der hjælper.

Jean Rasmussen har lagt sag an mod Kalundborg Kommune for ikke at have grebet ind, da de blev bekendte med hendes fortælling om det seksuelle misbrug, da hun var otte år.

Retssagen føres i Østre Landsret, og der falder dom 22. august.

​