Israelere vil bygge verdens største fabrik til særlig fermentering på Sjælland

Den israelske virksomhed Remilk, der laver mælk uden en ko, flytter ind i Kalundborgs industriklynge.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kalundborg bliver en virksomhed og dermed flere arbejdspladser rigere. Den israelske virksomhed Remilk har nemlig besluttet at etablere en afdeling i Kalundborg.

Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse. 

Remilk producerer mælkeproteiner uden en ko. Afdelingen i Kalundborg bliver ifølge virksomheden verdens største fabrik inden for sit område. De specialiserer sig i at fermentere.

Her forventer virksomheden at kunne lave en årlig produktion, der svarer til, hvad 50.000 køer kan producere på et år. 

quote Vi har fundet en god partner, og vi er begejstret

Jason Rosenberg, leder af forretningsudvikling, Remilk

- Der ligger flere overvejelser bag. Men i sidste ende er det fordi, Danmark er en global leder inden for fermentering, og der er et meget venligt økosystem. 

- Og det potentielt mest vigtige er Kalundborg Symbiosen, siger Jason Rosenberg, der er leder af forretningsudvikling hos Remilk, til TV2 ØST. 

Deler overskuddet af energi og vand

Remilks Kalundborg-afdeling skal ligge på et 70.000 kvadratmeter stort område og bliver en del af Kalundborg industrisymbiose, som blandt andre Novo Nordisk, Novozymes og Chr. Hansen også er en del af. 

I symbiosen deler virksomheder overskuddet af energi, vand og materialer med hinanden, så det ikke går til spilde.

Læs også
Kronprins besøgte Kalundborg
Læs også
Kronprins besøgte Kalundborg

- Det er en stor sejr, at være i et område, der ved, hvordan man udnytter affaldsstrømme og at virksomhederne støtter hinanden, fordi bæredygtighed er kernen af, hvad vi laver, siger Jason Rosenberg.

Salg kom hurtigt på plads

Virksomheden forventer at tage første spadestik til de nye faciliteter i slutningen af 2022. Kalundborgs borgmester, Martin Damm (V), er begejstret for nyheden. 

- Det er fantastisk. Vi har det største område for bioteknologiske virksomheder her i Kalundborg, og der passer Remilk rigtig godt ind, siger han. 

Borgmesteren fortæller, at det gik ganske hurtigt fra det første møde til en endelig aftale mellem Remilk og Kalundborg Kommune. 

- Fra vi hilste første gang, til vi solgte dem grunden, gik der fire måneder. Det kan ikke gøres hurtigere noget sted i verden, siger han. 

Hvem er Remilk?

  • De producere mælkeproteiner via en præcisionsgæring. De har udviklet en metode, som er patenteret, der øger effektiviteten af produktionen. 

  • De kopierer det gen, der er ansvarlig for produktionen af ​​mælkeprotein i køer, og indsætter det i gær. Genet fungerer som en manual, der instruerer gæren, hvordan man producerer protein. 

  • Derefter placerer de gæren i en fermenteringsbeholder hvor den formerer sig og producerer ægte mælkeproteiner, identisk med dem, køer producerer.


Kilde: Remilk

Grunden til det kunne gå så hurtigt, skyldes ifølge Martin Damm godt arbejde fra Kalundborg Kommunes side. 

- Det kunne gå så stærkt, dels fordi vi planmæssigt har lagt jorden ud til erhverv, dels fordi, og nu lyder det blæret, men fordi vi er dygtige til det. Det er hurtig myndighedsbehandling, som Remilk selv har sagt, ikke findes andre steder, siger borgmesteren. 

- Vi har ikke et eneste dårligt ord at sige om borgmesteren i Kalundborg eller den danske ambassade, hverken her eller i Danmark. Det har været en fornøjelse at arbejde med dem. Vi tror på, at vi har fundet en god partner, og vi er begejstret, siger Jason Rosenberg.

Bidrager med arbejdspladser

Ifølge Martin Damm var det netop den hurtige sagsbehandlingstid samt Kalundborg Symbiosens grønne profil, der var afgørende for, at Remilk valgte at købe grunden med henblik på at bygge det nye store anlæg.

- Vi har det her industrimiljø, hvor der er fokus på grøn teknologi, og hvor der er en stor skov af højtspecialiserede folk. Der passer Remilk bare utrolig godt ind, siger han. 

Læs også
Novo tjener 22,5 milliarder på større salg af medicin
Læs også
Novo tjener 22,5 milliarder på større salg af medicin

Virksomheden kan ikke på nuværende tidspunkt sige noget om, hvor mange arbejdspladser Remilks indflytning vil medføre, men der er ifølge borgmesteren ikke tvivl om, at det bliver et positivt bidrag til symbiosen og kommunen. 

- De vil bidrage med nye højværdig arbejdspladser, og det vil også skabe meget aktivitet for en række underleverandører, siger han. 

Remilks nye anlæg skal ifølge Martin Damm bygges i området mellem Rendersborgparken og jernbanelinjen nær Novo Nordisk. 



Nyhedsoverblik