Hurtigfærge mangler tilladelse

Hurtigfærge til Kalundborg-Aarhus-ruten mangler stadig tilladelse til at sejle.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kattegat-Ruten har ikke tilladelse til at sejle med hurtigfærgen »Dolphin Jet« på Kalundborg-Aarhus-ruten.

Sejladstilladelsen er stadig under behandling hos myndighederne, skriver dagbladet Nordvestnyt.

Kontorchef Lars Gerhard Nielsen i Søfartsstyrelsen vurderer, at der godt kan gå 14 dages tid, før tilladelsen er klar.

- Men det er et rent gæt, understreger han over for avisen.

I øjeblikket ligger sagen hos Naturstyrelsen og Kystdirektoratet.

Naturstyrelsen har bedt om supplerende oplysninger fra rederiet om færgens mulige påvirkning af Kalundborg Fjord, der er et Natura 2000-område.

Og Kystdirektoratet har i to omgange bedt om yderligere oplysninger for at få helt styr på, hvilke bølger skibet genererer i vandet, og hvordan de påvirker kysten i Kalundborg Fjord. Det oplyser kommunikationschef Ole Navntoft fra Kystdirektoratet i Lemvig til dagbladet Nordvestnyt.

Nordvestnyt har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Kattegat-Ruten.

Oprindelig skulle »Dolphin Jet« være gået i fart på ruten i sidste halvdel af maj.


Nyhedsoverblik