Hunden Sorba blev vasket i terpentin - nu har hun fået nyt hjem

Mange husker billederne af Dyrenes Beskyttelse, der fjerner 17 misrøgtede hunde fra deres ejer i Eskebjerg. En af dem var hvalpen Sorba.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

To hunde spæner rundt efter hinanden på græsplænen hos familien Bøgh i Høng.

Annette Bøgh kaster en gul tennisbold gennem luften, og Rose kaster sig efter den. Sorba bliver til gengæld stående, lidt betuttet over at TV2 ØST's reporter er på besøg. Sorba er nemlig ikke så glad for nye mennesker.

- Trækker du dig lidt i dag? spørger Annette Bøgh kærligt og klapper Sorba.

- Hun har rigtig mange sider. Da du kom, gøede hun og blev bange og rendte frem og tilbage. Det er som at have et lille barn, og Sorba skal have noget ekstra opmærksomhed, fordi der er nogle særlige behov, forklarer hun.

Artiklen fortsætter under billederne. 

 
  Foto: Privatfoto
Sorba trives i dag hjemme hos Annette Bøgh.
Sorba trives i dag hjemme hos Annette Bøgh. Foto: Privatfoto

Mange husker billederne af misrøgtede hunde, da de kom frem i maj 2017. På en adresse i Eskebjerg ved Kalundborg havde en dengang 55-årig kvinde en såkaldt hvalpefabrik, men hundene blev ikke passet, de var i dårlig helbredstilstand, og kvinden havde forsøgt at behandle hundene for skab med terpentin.

 - Jeg tænker, at sådan en sag med sådan en hvalpefabrik formentlig er noget, der har taget overhånd, og så har den her kvinde ikke vidst, hvad hun skulle gøre, siger Annette Bøgh.

Artiklen fortsætter under billedet. 

Det var Sascha Jensen, familiens datter, der faldt for Sorba. Da hun så et opslag på Facebook fra Dyrenes Beskyttelse, var hun helt solgt. 
Det var Sascha Jensen, familiens datter, der faldt for Sorba. Da hun så et opslag på Facebook fra Dyrenes Beskyttelse, var hun helt solgt.  Foto: Ida Kristensen - TV2 ØST

Faldt for Sorba på Facebook

Seks ud af de 17 misrøgtede hunde er siden blevet adopteret af familier, mens resten ikke stod til at redde. Sorba, som på det tidspunkt var hvalp, var en af de hunde, der manglede et hjem. Dyrenes Beskyttelse efterlyste nye ejere på Facebook. 

Det var ikke Annette Bøgh, der valgte Sorba. Det var datteren Sascha Jensen. Da hun så opslaget fra Dyrenes Beskyttelse, var hun helt solgt. Sorba, der i dag er to år gammel, har nemlig et karakteristisk kendetegn, fordi hun er kvart husky.

- Det var hendes øjne, og så det der med, at hun havde været ude for så meget. Det kunne mit gode hjerte ikke stå for. Jeg kiggede på de andre hunde, men der var ikke nogen, der var lige så søde. Det var de dér øjne, der charmerede sig ind på mig, fortæller Sascha Jensen.

Læs også
Vaskede hunde med terpentin - nu skal sagen for retten
Læs også
Vaskede hunde med terpentin - nu skal sagen for retten

I første omgang var Anette Bøgh ikke helt med på ideen, for familien stod midt i en flytning. Men Sascha sendte alligevel en ansøgning til Dyrenens Beskyttelse – og tog ud og besøgte Sorba. Og så gav mor sig:

- Da jeg hørte hende gø gennem telefonen, vidste jeg bare, at det var min hund. Hun skulle bare hjem til mig, fortæller Anette Bøgh

Retssag udskudt

Retssagen mod den nu 57-årige kvinde skulle være startet i marts ved retten i Holbæk, men den er blevet udskudt på grund af sygdom og vil formentlig først begynde efter sommerferien.

- Jeg tror ikke på, at mennesker gør noget af ond vilje. Man kan komme til at gøre nogle dumme ting, fordi de føler afmagt. Jeg tænker, at hun har haft nogle hunde, og det har fungeret godt, og så er de blevet syge. Der skal altså nogle penge til, når hunden skal forbi dyrlægen, og så trækker man den til langt efter, at man burde have været der, fordi man ikke lige har to, tre, fire, fem tusind kroner, siger Annette Bøgh.

I 2017 blev 17 hunde fjernet fra en ejer i Eskebjerg, efter de var blevet vasket med terpentin. Se videoen hvor Dyrenes Beskyttelse henter hunde og hvalpe her:

 

 


Nyhedsoverblik