Ukendte hærværksmænd har angrebet 35 biler, der tilhører Kalundborg Kommune.
- Der er tale om massivt hærværk, siger vagtchef Allan Kronvold ved Midt- og Vestsjællands Politi.
- Dæk på bilerne er blevet sprættet op, og i 13 tilfælde er der hældt syre ud over køretøjerne, siger vagtchefen.
Indtil videre har politiet noteret hærværk mod de kommunale biler fem forskellige steder i Kalundborg.
Politiet fik meldingen ved syvtiden søndag morgen.
- Folk, der har observeret noget, eller som har kendskab til sagen, må meget gerne rette henvendelse til Midt- og Vestsjællands Politi på telefon 114, lyder appellen fra vagtchefen.
Umiddelbart får de grove løjer konsekvenser for kommunens skatteydere, når kommunens ansatte ikke længere har den sædvanlige transportmulighed.
- Personalet skal nu køre taxi i de tilfælde, hvor borgere har akut brug for hjælp, siger Allan Kronvold.
Umiddelbart har politiet ikke set nogen begrundelse for hærværket.
/ritzau/