Hærværksmænd genkendt af lokalbetjent – nu skal de betale for ødelæggelser efter tis og hjulspin

En gruppe unge fra Kalundborg har i længere tid hærget byens havnepark. Nu står flere af dem til en bøde.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

To unge mænd på 17 og 24 år er kommet en tur i fedtefadet, efter at de forleden blev genkendt af en opmærksom lokalbetjent fra Kalundborg.

De to havde vakt politiets opmærksomhed, efter at de på videoovervågning blev sat i forbindelse med hærværk på Kalundborg Havnepark.

Havneparken har gennem længere tid været et yndet tilholdssted for en gruppe unge, som har forvoldt både skader og skabt uro på stedet. Blandt andet har de gået rundt på bygningens tag og kastet med affald og flasker samt kørt rundt på larmende knallerter.

quote De indgik et forlig med kommunen om at betale for en reparation af træterrassen. Derudover kan de forvente en bøde i sagen

Midt- og Vestsjællands Politi

Knallerterne var også blevet brugt til at lave hjulspin på stedets træterrasse i en sådan grad, at der var lavet brandmærker i træet.

Ødelæggelserne på Kalundborg Havnepark står nu til at blive udbedret for hærværkmændenes egen regning.
Ødelæggelserne på Kalundborg Havnepark står nu til at blive udbedret for hærværkmændenes egen regning. Foto: Midt- og Vestsjællands Politi

Lokalbetjente fra Midt- og Vestsjællands Politi har derfor efter eget udsagn haft stor fokus på at skabe ro og orden i Kalundborg Havnepark.

Politiet er blevet hjulpet godt på vej af overvågning på stedet, og det var på baggrund af disse optagelser, at en lokalbetjent forleden genkendte et par af de unge.

- Han tog en snak med de to lokale unge, som indså, at klokken var slået, da de genkendte sig selv fra overvågningsbillederne i havneparken, beskriver Midt- og Vestsjællands Politi i et opslag på Facebook lørdag.

Kalundborg Havnepark er et yndet tilholdssted i byen. I sommeren 2017 sendte TV2 ØST fra stedet.
Kalundborg Havnepark er et yndet tilholdssted i byen. I sommeren 2017 sendte TV2 ØST fra stedet. Foto: TV2 ØST

Flere sigtede

Mandag i denne uge indfandt de to mistænkte sig så på byens politistation, hvor de blev sigtet for hærværk.

- De indgik et forlig med kommunen om at betale for en reparation af træterrassen. Derudover kan de forvente en bøde i sagen. Overvågningen førte desuden til, at flere unge blev sigtet for at kaste affald, tisse op af bygningen og lave hærværk på borde og stole, skriver Midt- og Vestsjællands Politi.

Læs også
Ung mand taget af politiet efter omfattende graffitimaleri
Læs også
Ung mand taget af politiet efter omfattende graffitimaleri

Politikredsen oplyser videre, at man har et stærkt samarbejde med Kalundborg Kommune om den forebyggende indsats. Dette indebærer blandt andet dialog med de unge – samt forældre til de unge under 18 år.

Her er der ifølge politiet "mange forældre", der "bliver meget overraskede, når de ser på overvågningen, hvordan deres børn har téet sig i Havneparken".

Efter lokalbetjentenes indsats har der været ro i havneparken, og ifølge Midt- og Vestsjællands Politi vil der fortsat blive holdt nøje øje med, at det forbliver sådan.



Nyhedsoverblik