Gymnasium udsmykket af kendt kunstner

Den mystiske kunstner HuskMitNavn, som er kendt for at lave humoristiske tegninger og sjove papirklip, har givet ny kulør til Høng Gymnasium og HF.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Grafitti med Einsteins relativitetsteori og en mor, der giver den nybagte student huen på. Det er nogle af de mange malerier, man nu kan se på Høng Gymnasium og HF.

Skolen, der ligger mellem Kalundborg og Slagelse, har hyret kunstneren HuskMitNavn til at stå bag udsmykningen.

- Vi startede faktisk med at ansøge Ny Carlsbergfondet om at låne nogle af deres malerier. De har en stor samling. Men de syntes, vores projekt var så relevant, at de i stedet donerede de her vægmalerier til os, siger den pædagogiske leder på Høng Gymnasium og HF, Peter Mølgaard Lorentzen.

Hvem er HuskMitNavn?

Skolen har fået seks forskellige, sjove og farverige billeder på væggene, som skal gøre en ellers hverdagsgrå dag til at blive lidt mere fornøjelig.

- En ting er, at man ved farver stimulerer eleverne, men det er jo også sådan med kunst at det danner og kan aktivere de unge til at gøre nogle overvejelser om livet. Malerierne viser de unges liv på forskellig måde, siger Peter Mølgaard Lorentzen.

Inspireret af omgivelserne

I lang tid havde skolen store, brune træpaneler på væggene, men de blev fjernet, så væggene var hvide og tomme. Derfor ønskede skolen at gøre det lidt mere farverigt.

Kunstneren selv siger, at han bliver inspireret af omgivelserne, han er i, når han laver sine malerier. Derfor bærer de forskellige motiver også tydeligt præg af gymnasiemiljøet.

Eleverne på skolen har også selv været kreative og har produceret en video med interview af HuskMitNavn og billeder af den nye udsmykning. Den kan ses herunder.