Golfspillere på ø byggede deres egen golfbane med havudsigt

For to år siden mistede Sejerø Golfklub deres gamle bane, - nu har den lille klub selv lavet en ny, helt fra bunden - og den er endda, økologisk.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sejerø Golfklubs nye bane kan beskrives med få ord - smukt beliggende, og imponerende. På en mark hvor der før gik tre tusinde gæs, har klubbens hårde kerne - godt hjulpet af hjælpsomme Sejerøbønder, skabt et lille golfparadis:

- Der blev pløjet, der blev harvet og så blev der sået, -siger formanden for Seejerø Golfklub, Jens thomassen.

I ni år nød klubben spillets glæder på den gamle bane. Så blev lejen sat op - til et niveau der ikke passede til øens golfspillerne:

- Vil gerne have pensionisterne her på øen ud og spille, så derfor skal prisen være tilpasset det, - siger Jens Thomassen.

Men heldet var med klubben.  En mark ejet af "Sejerø Gæs" der ligger i den nordlige ende af øen, blev ledig, og der var  plads nok til en ni-hullers golfbane. Efter mange timers hårdt arbejde med at klargøre banen, mangler der nu kun lidt finpudsning.

Turistvenlig med udkig til havet

Den nye bane har kig til havet fra alle huller, og at etablere en golfbane så tæt på kysten, er kun blevet muligt fordi Strandbeskyttelsesloven tager særligt hensyn til forholdene på små øer:

- Strandbeskyttelseslinien er på tre hundrede meter,  men hvis man måler tre hundrede meter ind fra kysten her på øen, vil det jo være umuligt at lave noget. Så vi kalder det "en lykkelig afgørelse", at vi fik dispensation, - siger Jens Thomassen.

Børn spiller golf

Det er den lidt ældre hårde kerne der tager slæbet med at få den nye bane op at stå, men Sejerø Golfklub har, procentvis, en meget stor ungdomsafdeling:

- Vi har ni juniorer, ud af 65 medlemmer. Det er samtidig halvdelen af børnene på vores skole, der spiller golf.

​Både seniorer og juniorer må dog væbne sig med tålmodighed lidt endnu. Den ny bane åbner først officielt  d. 21. april.

Se mere på: http://www.sejerogolfklub.dk


Nyhedsoverblik