Forskningscenter lokker unge til Kalundborg: - Jeg regner med at blive boende længe

Et nyt hold specialstuderende er rykket ind på forskningscenteret Helix Lab i Kalundborg. Håbet er, at de specialestuderende vil blive i byen.

Iført hvid kittel og et fokuseret blik, er Mikkel Bisp i fuld gang med sit speciale. Men modsat mange andre studerende, foregår specialeskrivningen ikke ved et skrivebord på universitetet. 

I stedet er Mikkel Bisp rykket ind på forskningscenteret Helix Lab i Kalundborg, hvor han i samarbejde med NovoZymes er ved at skrive sit speciale. 

- Jeg laver noget, som jeg helst ikke må snakke så meget om, men det er et projekt, som skal blive til noget, og som de skal kunne bruge på lang sigt, og som er til fordel for NovoZymes, fortæller Mikkel Bisp. 

quote Jeg har lige købt hus her i Kalundborg.

Jacob Lund Jensen, tidl. specialestuderende, Helix Lab

Idéen med Helix Lab er, at specialestuderende fra hele landet rykker til Kalundborg for at skrive speciale med én af de tech-virksomheder, der ligger i byen.

- Det er superfedt at få hele hverdagen her, og se at det man laver, bliver taget i brug, hvis det virker, siger Mikkel Bisp.

Bliver i byen

Helix Lab tog imod de første kandidatstuderende i januar måned, hvor 11 studerende i løbet af foråret skrev deres speciale på forskningscentret.

Blandt dem var Emil Madsen og Jacob Lund Jensen.

- Jeg lavede mit speciale i samarbejde med NovoZymes. Det at bruge det, man har lært på universitetet ude i den virkelige verden og i industrien, giver utroligt meget i forhold til det job, man får, fortæller Emil Madsen, og Jacob Lund Jensen tilføjer: 

- Nu har man hørt, at Kalundborg er biotech-byen, så det med at komme ud og skabe nogle kontakter og kende nogle folk, det gør bare noget.

Helix Lab Kalundborg
Både Jacob Lund Jensen og Emil Madsen har færdiggjort deres speicale på Helix Lab. I dag arbejder de begge på Novo Nordisk i Kalundborg.
Både Jacob Lund Jensen og Emil Madsen har færdiggjort deres speicale på Helix Lab. I dag arbejder de begge på Novo Nordisk i Kalundborg. Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

I dag er de begge ansat på Novo Nordisk i Kalundborg og flyttet til byen.

Og især for Jacob Lund Jensen har det været lidt af et skifte.

- Jeg kommer fra Aalborg, og jeg har lige købt hus her i Kalundborg, og jeg regner med at blive boende her lang tid endnu.

Vil gerne fastholde de studerende

Meldingen om at flere bliver i Kalundborg er sød musik i ørerne på Michael Hallgren fra Novo Nordisk. Her har de nemlig erfaret, at det er væsentligt lettere at fastholde medarbejdere, der bor i Kalundborg.

- Efter to år bliver man træt af at pendle. Så vælger man et arbejde, der ligger tættere på, hvor man bor. Når man har studeret i København, er det der, man har bosat sig og fundet sin partner. Derfor er det lettere, hvis de kommer til Kalundborg, mens de er studerende, siger Michael Hallgren.

Michael Hallgren er glad for, at det lykkedes at fastholde flere af de specialestuderende i Kalundborg efter endt uddannelse.
Michael Hallgren er glad for, at det lykkedes at fastholde flere af de specialestuderende i Kalundborg efter endt uddannelse. Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

Det er et krav, at de specialstuderende rykker ind på det kollegie, der er tilknyttet forsknings- og uddannelsescenteret. 

- Man er alle sammen lidt i samme båd, så man kan hjælpe og støtte hinanden i de problemer, man nu kommer igennem, siger Mikkel Bisp.

Helix Lab ved, at laboratoriet ikke er nok til at fastholde de studerende. Derfor gør de, hvad de kan, for at de studerende også får øjnene op for Kalundborg som by. 

- Vi sørger for, at de lærer Kalundborg at kende og ved, hvad der er af muligheder for at dyrke sport og for at nyde naturen, og i det hele taget lærer byen at kende, fortæller Anette Birck, der er chef for Helix Lab.

Læs også
Nyt forskningscenter i Kalundborg: - Det er en gave for uddannelserne
Læs også
Nyt forskningscenter i Kalundborg: - Det er en gave for uddannelserne

Indtil nu har 11 studerende færdiggjort deres speciale på Helix Lab. Seks af dem har nu fået job i Kalundborg, og fire af dem er fortsat bosat i byen.

Om det også lykkedes at fastholde Mikkel Bisp, det må tiden vise: 

- Det er bestemt ikke noget jeg udelukker, for det er spændende herude, og en spændende industri og branche i rivende udvikling, afslutter han.

Det er Novozymes, Novo Nordisk og Novo Nordisk Fonden, der har finansieret Helix Lab.