Folkemøde i Høng skal bringe politikere og borgere tættere sammen

Lørdag er der folkemøde i Kalundborg. Formålet er at bringe politikerne og borgerne tættere sammen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Normalt når man hører ordet Folkemøde, tænker man på Bornholm. 

Men Kalundborg kan også. For i Høng er der i dag, lørdag, folkemøde, hvor der er alt fra debatter til musikalske indslag. 

Men hvorfor er det nødvendigt med et folkemøde i Kalundborg? 

- Det er et godt værktøj til at bringe politikere og borgere sammen, siger initiativtager til folkemødet, John Højbusk, til TV ØST.

- På den her måde kan poltikerne få et midtvejsmøde inden valget og redigere deres politik efter, hvad borgerne efterspørger. 

Målet var 5.000 deltagere, men John Højbusk fortæller, at de er lidt i undertal. 

- Det er sikkert på grund af det gode vejr, siger han. 

Folkemødet begyndte klokken 10 og varer indtil klokken 17.