Familiefest endte i tragedie

Forgæves redningsaktion. 63-årig mand druknet i Mullerup Havn ved Musholm Bugt tidligt her til morgen efter fest på Skipperkroen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Midt- og Vestsjællands Politi blev alarmeret natten til søndag kl. 04.34. Den 63-årige var forsvundet i forbindelse med en familiefest på Skipperkroen i Mullerup Havn, der ligger ud til Musholm Bugt sydvest for Gørlev.

Politiet oplyser, at manden, der stammer fra Kalundborg, skulle overnatte i en af de små hytter, der ligger langs kajen. Og ved 03-tiden fulgte hans søn ham til hytten.

Da sønnen 10 minutter senere kom tilbage sammen med sin mor, var faren væk. Familien begyndte straks at lede efter manden, men måtte opgive, og valgte efter halvanden time at alarmere myndighederne.

Politi og redningsmandskab fra Kalundborg Brandvæsen søgte efter den savnede på havneområdet og på vandet med båd. Fra morgenstunden blev der også indsat en redningshelikopter fra SOK og redningsdykkere fra Roskilde Brandvæsen.

Kl. 06.48 blev den savnede fundet på bunden af havnebassinet - tæt på overnatningshytten.  Han blev forsøgt genoplivet, men det var for sent.

Familien, som var til stede på havnen under hele eftersøgning, er stærkt berørte over situationen og er blevet tilbudt krisehjælp, oplyser Lars Galasz, politikommissær, vagtchef, Midt- og Vestsjællands Politi

Politiet har ikke mistanke om en kriminel handling, men vil rutinemæssigt gennemføre et retslægeligt ligsyn mandag.

 


Nyhedsoverblik