Fabriksdirektør om ulovlig arbejdskraft: - Der er sket nogle fejl

Fabrikschef hos Novo Nordisk i Kalundborg ikke kan garantere, at lignende sager ikke kan opstå i fremtiden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Seks personer er siden januar blevet anholdt på byggepladsen ved Novo Nordisk i Kalundborg, grundet mistanke om manglende arbejdstilladelser. 

TV2 ØST har interviewet fabriksdirektør hos Novo Nordisk i Kalundborg, Michael Hallgren  om anholdelserne, og hvad de gør for at undgå lignende sager i fremtiden. 

Han mener, at ansvaret for de ansattes arbejdstilladelser i første omgang ligger hos de underleverandører, der ansætter dem. 

Læs også
Seks anholdt for illegalt arbejde hos Novo - 3F frygter flere overtrædelser
Læs også
Seks anholdt for illegalt arbejde hos Novo - 3F frygter flere overtrædelser

I januar sagde I, at I ville indskærpe overfor jeres underleverandører, at de skulle overholde dansk lovgivning. I maj sagde I igen, at I ville indskærpe overfor leverandøren. Er det proceduren, og er det godt nok?

- Vi har sidenhen med jævne mellemrum indført en 100-procents-kontrol af alle. Nu er det jo ikke afgjort, om medarbejderne, der blev anholdt i den sidste sag, var ulovlige. De blev anholdt og løsladt igen. Vi har haft en ekstern advokat til at vurdere, om de var lovlige eller ulovlige, og det er ikke så sort hvidt. Det kan sagtens vise sig, at arbejderne i den seneste sag var lovlige, men det står altså uvist lidt endnu.

quote Vi overvejer at indføre en form for bod i kontrakterne

Michael Hallgren, fabriksdirektør hos Novo Nordisk i Kalundborg

Men blot fordi man har mange ansatte, skal man vel stadig have styr på det?

- Selvfølgelig skal man det. Og det, at det er midlertidige medarbejdere fra underleverandører, som jo dybest set ikke er Novo Nordisk ansatte, men arbejder på et projekt. Nogle af dem er endda underleverandører til underleverandører. Og selv dem forsøger vi at sikre, at de har de bedste forhold. At de ikke bliver snydt, og at de lever op til lovens krav. Det synes jeg understreger, at vi gør, hvad der kan forventes af os, for at det også er tilfældet.

Kan du garantere, at vi om nogle måneder ikke mødes, fordi der igen har været en lignende sag?

- Hvor om end jeg gerne ville, så kan jeg ikke. Der er ikke noget system af nogen som helst karakter, som ikke kan omgås, hvis man vil. Og hvis der er nogen, der vil omgå vores systemer, kan man. Men jeg vil love dig, at vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at det ikke sker.

Læs også
Politiet anholder to på Novo
Læs også
Politiet anholder to på Novo

Du siger, at I ikke kan garantere det. Det er jo en stor underleverandør I har, som også er vant til at lave store byggerier og vant til at hyre arbejdskraft udefra. Hvad skulle bevæggrunden være for ikke at have styr på tilladelserne? 

- Du fremstiller det lidt simpelt og nævner ét firma blandt 200 forskellige firmaer, vi har. Tit og ofte er det ikke det firma, vi indgår kontrakten med, der har problemet. Det er, fordi firmaet indgår en anden kontrakt med en anden underleverandør, så du er ude i anden og tredje led i firmaer. Så man er ude og hente meget langt væk fra Danmark, og der kan godt smutte noget igennem.

Men hvad er bevæggrunden?

- Jeg ved ikke, hvad de underleverandørers bevæggrunde er for ikke at leve op til det ansvar, som de har skrevet under på. Det må du spørge dem om.

Er det, fordi det skal gå så stærkt med byggeriet, at der ikke er tid til at indhente de rette tilladelser?

- Nej. Vores projektplaner er tilrettelagt efter, at vi kan nå arbejdet på en tryg og sikker måde, så alle er lige så sunde og raske, når de forlader arbejdspladsen, som da de kom. Så der er ikke noget her, der bliver pushet og jaget igennem. Sikkerhed og lovgivning skal efterleves.

Vil I iværksætte mere for at undgå sager som disse?

- Vi har forskellige idéer, som vi arbejder med over for vores underleverandører for at sikre, at de lever op til de aftaler, som vi indgår. I dag har vi indgået en kontrakt med dem, hvor vi skriver, de skal efterleve reglerne, men der ikke er nogen sanktioner, hvis de ikke efterlever. Vi overvejer at indføre en form for bod i kontrakterne. Hvis det viser sig, at de alligevel ikke har styr på papirerne, så vil vi komme med en eller anden form for sanktion.

Så I har sat skrappere midler ind, for at undgå at det vil ske i fremtiden?

- Det er det næste step. Det er nogle muligheder, vi overvejer at gøre, for at få det her til at gå væk.

Læs også
Brand på Novo Nordisk-byggeplads
Læs også
Brand på Novo Nordisk-byggeplads

Så I har ikke indsat sanktioner i kontrakten endnu?

- Nej. Vi bygger som udgangspunkt vores forhold til leverandørerne på, at vi stoler på hinanden. Nu har vi haft nogle eksempler på, at det kan være svært, når man kommer ud i andet og tredje led. Og så må vi jo så se på, hvad man gøre for at sikre, at man efterlever kravene. Og det kan være sanktioner af forskellig karakter.

Nu siger du, jeres samarbejde bygger på tillid. Synes du, de seneste to eksempler gør, at I stadig kan stole på hinanden?

- Et par sager ud af alle de kontrakter vi indgår på sådan et projekt, som det her, sætter ikke nogen trin på, at folk er uhæderlige. Der er sket nogle fejl, og dem, skal vi sikre, ikke sker igen. Det har vi prøvet ad frivillighedens vej med skærpelser af kontrol, og nu strammer vi skruen lidt, så det får en konsekvens, hvis man ikke kan finde ud af det.

Hvorfor sætter man ikke bare sanktionerne ind i kontrakten?

- Der kommer også skærpelser i de nye kontrakter.

Kan du garantere, at der lige nu ikke render illegal arbejdskraft rundt på jeres byggepladser?

- Jeg ville ønske, jeg kunne sige ja. Vi lavede en 100-procents-kontrol i forgårs, og der var det i orden. Om der er en enkelt kontrakt, der er løbet ud i mellemtiden, og ikke har fået sin tilladelse fornyet, kan jeg ikke garantere dig.


Nyhedsoverblik