¨

Elevboom på landbrugsskole

Foto: TV ØST

Landbrugsskolen i Høng syd for Kalundborg bygger til for 13 millioner kroner for at få plads til de mange nye elever.

Landbrugsskolen Sjælland i Roskilde og Høng - det østlige Danmarks suverænt største landbrugsskole - forventer på mandag at udpege den totalentreprenør, der skal stå i spidsen for nyt skolebyggeri til cirka 13 millioner kroner på Finderupvej i Høng.

Det drejer sig om opførelsen af 40 elevværelser, skriver dagbladet Nordvestnyt.

Baggrunden for beslutningen handler blandt andet om, at skolen er vokset fra 75 til 125 elever.

- Vi har faktisk ikke nogen præcis forklaring på, hvorfor tilslutningen til uddannelserne nærmest eksploderer i øjeblikket, men vi glæder os naturligvis over den meget betydelige interesse, siger Landbrugsskolen Sjællands forstander, Karl-Åge Hornshøj Poulsen, Høng.

Landbrugsskolen Sjælland tilfører med byggeri af 40 nye elevværelser reelt 20 ekstra værelser til unge studerende i Høng.

- Vi fjerner samtidig pavilloner, som i dag huser 20 studerende, så nettoresultatet er 20 ekstra værelser, siger Karl-Åge Hornshøj Poulsen, til dagbladet Nordvestnyt.

Byggeriet skal opgøres på en del af landbrugsskolens område på Finderupvej, der ligger nærmest forstanderens bolig.

- Det første hold eux-studerende skal fra 10. juni ud i praktik i syv en halv måned. Vi forventer, at de nye værelser står klar, når de unge vender tilbage til skolen, siger Karl-Åge Hornshøj Poulsen.

RB

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App