Ekspert ser flere muligheder med Novo Nordisks store opkøb

En enorm efterspørgsel på Novo Nordisks produkter i udlandet trækker ifølge en ekspert en lige linje til Novo Nordisks seneste køb i Kalundborg.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et areal på næsten samme størrelse som verdens mindste land eller omkring 570 parcelhusgrunde. Det har Novo Nordisk netop opkøbt i udkanten af Kalundborg.

I alt 400.000 kvadratmeter.

quote Det er en markant udvidelse, som afspejler det vokseværk, Novo Nordisk har i øjeblikket med massiv efterspørgsel efter selskabets midler

Søren Løntoft Hansen, senioranalytiker, Sydbank

Men hvad skal virksomheden bruge de mange kvadratmeter til?

Formentlig ikke til at dyrke korn, lød det ifølge byens borgmester, da TV2 ØST onsdag fangede ham for et interview.

Omtrent lige så hemmelighedsfuld er produktionsdirektør Michael Hallgren fra Novo Nordisk Kalundborg:

- Der er ikke truffet beslutning om konkrete projekter på de nye arealer, der er købt med det formål at sikre tilstrækkeligt areal til eventuelle yderligere udvidelser i fremtiden, udtaler han.

Verdens største

Ifølge senioranalytiker Søren Løntoft Hansen fra Sydbank, der har fulgt Novo Nordisk i mere end 10 år, er der flere oplagte svar på, hvad virksomheden – der har ligget i Kalundborg i mere end 50 år – kan bruge området til.

- Det er en markant udvidelse, som afspejler det vokseværk, Novo Nordisk har i øjeblikket med massiv efterspørgsel efter selskabets midler, forklarer han og tilføjer:

- Så det areal, man har købt, skal bruges til dels den eksisterende produktportefølje, men også som forberedelse af nye generationer af midler fra Novo Nordisk.

Senioranalytiker Søren Løntoft Hansen fra Sydbank har fulgt udviklingen i Novo Nordisk i mere end 10 år.
Senioranalytiker Søren Løntoft Hansen fra Sydbank har fulgt udviklingen i Novo Nordisk i mere end 10 år. Foto: Anders Høgh - TV2 Fyn

Novo Nordisk råder i forvejen over 1.200.000 kvadratmeter i Kalundborg og har på denne matrikel i dag verdens største anlæg for produktion af insulin – et lægemiddel til brug mod diabetes.

Derudover er Novo Nordisk også producent af lægemidler mod fedme.

- Specielt de senere år har Novo Nordisk oplevet en massiv efterspørgsel efter de nye diabetesmidler og i særdeleshed inden for behandling af fedme, hvor der har været en kraftig efterspørgsel, og hvor Novo Nordisk har været udfordret produktionsmæssigt, siger Søren Løntoft Hansen og tilføjer:

- Med det in mente er det god stil at være på forkant.

Flere jobs til Kalundborg

Foruden efterspørgslen på allerede eksisterende produkter har Novo Nordisk også flere nye på vej, forklarer senioranalytikeren.

- Og der kan det altså ikke nytte noget, at man udvikler de her midler – men ikke kan producere til markedet, når disse midler potentielt kan ramme markedet.

Novo Nordisk råder i forvejen over 1.200.000 kvadratmeter i Kalundborg. I denne uge er 400.000 blevet føjet til. Til sammenligning er verdens mindste land Vatikanstaten 440.000 kvadratmeter stort.
Novo Nordisk råder i forvejen over 1.200.000 kvadratmeter i Kalundborg. I denne uge er 400.000 blevet føjet til. Til sammenligning er verdens mindste land Vatikanstaten 440.000 kvadratmeter stort. Foto: Novo Nordisk

En rigtig stor del af den efterspørgsel finder man i udlandet – ikke mindst USA, men alligevel giver det mening at beholde produktionen i Kalundborg, vurderer analytikeren. 

- Vi er et lille land og langt hovedparten af produkterne skal bruges i udlandet – men det er ikke svært at transportere. Til gengæld er man afhængig af at få den helt rigtige kvalificerede arbejdskraft og trække på den erfaring, man allerede har i Kalundborg, siger Søren Løntoft Hansen.

- Man skal ikke underkende, at Kalundborg ligger godt i forhold til at kunne tiltrække den arbejdskraft, som det kræver at drive avanceret produktionsfacilitet.

Læs også
Novo køber område på størrelse med 570 parcelhusgrunde
Læs også
Novo køber område på størrelse med 570 parcelhusgrunde

Og udvidelsen vil uden tvivl komme Kalundborg til gode, lyder vurderingen.

- Med en så markant udvidelse vil det også – tror jeg – bidrage til jobskabelsen i Kalundborg. Både under opførelsen, men også efterfølgende, siger Søren Løntoft Hansen.

Novo Nordisk har i mange år været den største arbejdsgiver i Kalundborg. Det var dog ikke givet på forhånd, at den vestsjællandske havneby blev hjemsted for verdens største insulinfabrik. Det kan du læse mere om i artiklen her


Nyhedsoverblik