Dyreglad mand stjal royale kvælerslanger

Politiet har opklaret weekendens indbrud i Kalundborg, hvor en kongepython og en kongeboa blev stjålet

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

En 29-årig mand kan se frem til et retsligt efterspil, efter han i går blev afsløret i at være manden bag weekendens indbrud i en dyrebutik i Kalundborg.

Her blev to kvælerslanger - en kongepyton og en kongeboa – stjålet.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Slangerne havde det godt

Den 29-årige mand blev fældet af et tip, og politiet fandt da også de to slanger i fuldt vigør i et terrarium i mandens hjem i Gørlev.

Slangerne blev straks leveret tilbage til dyrebutikken, og den 29-årige mand blev sigtet for indbruddet.

Han vil høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.