DM i Skills kommer til Høng - træer og gadelamper må flyttes for at få plads

Om et år kommer DM i Skills til Høng ved Kalundborg. Planlægningen er i fuld gang til det 14 millioner kroner dyre arrangement.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er et år til, at DM i Skills kommer til Høng ved Kalundborg, men forberedelserne er godt i gang og har været det længe.

- Vi har arbejdet med teltplanerne i et år allerede, fortæller Pia Hegner, som er projektleder for arrangementet og ansat af Kalundborg Kommune.

For anden gang i DM i Skills' historie skal det tre dage lange event holdes i en kombination af sportshaller og kæmpestore telte på 30 gange 130 meter. 

- Vi bygger 18.000 kvadratmeter telt i Høng. I runde tal koster 1000 kvadratmeter tæt på en kvart million, fordi der skal det her sværvægtsgulv på, fortæller Pia Hegner.

quote Der er mange ting, der skal styr på inden

Pia Hegner, projektleder, Kalundborg Kommune

Første gang, der blev brugt telte til at afholde DM i Skills, var i Næstved i 2019. Netop det at kunne bruge telte har givet mange flere byer mulighed for at afholde erhvervsskolernes danmarksmesterskaber. 

Hidtil har det ellers kun været byer med store haller og messecentre, der har afholdt DM i Skills, hvor over 300 erhvervsskoleelever skal dyste i deres fag, og hvor flere tusinde gæster kommer og kigger.

Sådan så opsætningen ud ved DM i Skills i Næstved i 2019, hvor kæmpe store telte var det. der gjorde det muligt for kommunen at være vært på eventet.
Sådan så opsætningen ud ved DM i Skills i Næstved i 2019, hvor kæmpe store telte var det. der gjorde det muligt for kommunen at være vært på eventet. Foto: Willmedia

Men en ting er teltene, logistikken er meget mere omfattende end det. 

- Vi er nødt til at gøre området klar, der skal fældes træer nogle steder, ryddes buskads og nogle veje skal gøres større, der er mange ting, der skal styr på inden, siger Pia Hegner.

Desuden skal der trækkes vand og strøm ud på de boldbaner i Høng, hvor de store telte skal stå, som blandt andet skal huse konkurrencer for tømrer, murer, kokke og tjenerfagene.

Samtidig skal der gøres plads til, at skolernes materialer og udstyr kan komme frem.

- Ude på den store parkeringsplads ved hallen er vi nødt til at nedlægge et stykke, hvor der står nogle gadelamper, for der, hvor de står i dag, skal der kunne køre nogle meget store lastbiler, som skal dreje rundt og køre ned på banerne, fortæller projektlederen.

Tre store telte skal formes som et U på boldbanerne her i Høng. Her skal blandt andre tjenerelever og murerelever dyste i konkurrencer indenfor hver deres fag.
Tre store telte skal formes som et U på boldbanerne her i Høng. Her skal blandt andre tjenerelever og murerelever dyste i konkurrencer indenfor hver deres fag. Foto: Dorthe Olsgaard - TV2 ØST

Budget på 14 millioner kroner

Kommunalbestyrelsen i Kalundborg Kommune regner med skulle bruge cirka 10 millioner på DM i Skills i Høng og håber derudover at få fire millioner kroner i støtte fra andre. De to millioner har Region Sjællands formand, Heino Knudsen (S), sat sin underskrift på.

Pia Hegner har prøvet at få udgifterne lidt ned, for eksempel ved at teltene flere steder kunne udstyres med jernplader som gulv i stedet for sværvægtsgulv, da jernplader er meget billigere.

- Men det kan vi ikke lægge der, hvor publikum skal gå, for hvis det regner, så glider de på det.

Håbet er, at flere unge i Kalundborg vælger en erhvervsuddannelse, når DM i Skills kommer til kommunen næste år.

Projektlederen er dog yderst tilfreds med den sammenhæng, der vil være mellem haller og teltarealer i Høng og planlægger med, at der denne gang bliver plads til udendørs festivalstemning mellem teltene, hvor der vil være plads til, at publikum kan tage et lille hvil, inden de måske skal ind i et andet telt og kigge.

- Og i modsætning til Næstved, så kommer vi ikke til at genere nogen naboer, som vi gjorde der. De tog det nu pænt alle sammen, men her vil de nærmeste naboer ikke blive generet af støj eller larm eller noget, vurderer Pia Hegner.

Når DM i Skills løber af stablen i Høng vil det være med deltagelse af procesoperatører for første gang. Det glæder Pia Hegner, da procesoperatører er eftertragtede for biotekbyen i Kalundborg.

- Så det er rigtig godt timet, at det er første gang, de er med, når det nu afholdes i Kalundborg Kommune.

Foreløbigt oversigtskort over det areal, som DM i SKills kommer til at fylde på boldbanerne ved Hønghallen og Kultur- og Bevægelsespark Høng i april 2022
Foreløbigt oversigtskort over det areal, som DM i SKills kommer til at fylde på boldbanerne ved Hønghallen og Kultur- og Bevægelsespark Høng i april 2022 Foto: PDF, Kalundborg Kommune

Nyhedsoverblik